Jeg vil fortælle jer en historie. Historien foregik for mange, mange år siden. Helt tilbage til dengang hvor eventyrene fandt sted.
Der var en gang en mand. Han var en uhyre smuk mand, og alle, der så på ham, gik i stå med det, de var i gang bare for at se på ham – så smuk var han. Fuglene holdt op med at synge, insekterne summede ikke og selv vinden og solen syntes at holde vejret, når han passerede dem.
Skønheden flød fra ham. Han hed Narcissis.
En dag kom Narcissis forbi en sø, og der ville han hente noget vand, for han var blevet så tørstig. Men da han bøjer sig ned for at drikke får han i vandets blanke overflade øje på sig selv. Og han går i står.
Forbavset, forundret ser han på sig selv, og bliver med et forelsket. Aldrig havde han set noget så skønt og smukt. Han kunne ikke andet end at se på sit ansigt og nyde synet. Han kigger og kigger og kigger og tiden går– dag ud og dag ind ser han på intet andet end sig selv. Hverken mad eller drikke får han.
Og der, forelsket i sit eget spejlbillede, stirrer han indtil han langsomt visner og dør.
Og sådan slutter historien om Narcissis med en tragedie, fordi han kun så sig selv.
Nogle gange kan jeg have den fornemmelse, at det ikke kun var i eventyrenes tid, at sådan noget kan ske, men at det også sker lige nu og her omkring os. Vi bliver nogle gange så optaget af os selv, hvad vi kan, hvor skønne vi er – eller måske ligefrem det modsatte, hvor dumme vi er og hvor lidt vi kan; at vi glemmer ALT omkring os. Vi laver ikke andet end at stirre på os selv.
Vi glemmer helt, at der er folk omkring os. Vi lukker os inde i os selv. Og om man gør det fordi man bliver forelsket i sig selv, eller man gør det fordi man hader sig selv, så ender man med at visne, fordi man glemmer at få næring.
Hvad er det for en næring, vi har brug for? I eventyret var det mad og drikke, og ja, det har vi brug for. Men der er en anden næring, vi har brug for – nemlig hinanden. Vi har brug for andre mennesker. Ja, man kan ligefrem blive tosset af at leve helt isoleret fra andre.
Vi har brug for at møde andre, se dem i øjnene, hilse på dem, snakke med dem. Og vi har brug for at elske andre end bare os selv – vi har brug for at elske hinanden.
Når man elsker et andet menneske, så sker det ofte helt af sig selv. Vi elsker dem, ikke fordi de er dygtige til et eller andet, eller fordi de er smukke – faktisk så elsker vi hinanden, fordi vi er dem, vi er. Forældre elsker deres børn – bare fordi, de er, dem de er. Og børn elsker også deres forældre. Også selvom forældrene er pinlige, så elsker man dem.
Når man taler om Gud, så kalder man tit Gud for ”vores far”. Han er jo ikke vores biologiske far, og vi kunne også have kaldt ham for mor. Men vi kalder ham nu engang for far. For han er som en slags forældre for os. Han elsker os, bare fordi vi er dem, vi er. Han elsker, ikke fordi vi er vildt dygtige til et eller andet, eller fordi vi er super smukke, nej, Han elsker os bare. Og selv når vi synes, at det med Gud, kan være pinligt, så elsker han os. Elsker os, når vi hader ham. Elsker os, når vi afviser ham. Elsker os, når vi tvivler på ham. Han elsker os, og det har han lovet at ville gøre.
Da I blev døbt med tre håndfulde vand på jeres hoved – da vendte vi jer ikke med ansigtet ned mod vandet, så I kunne finde jeres eget spejlbillede. Nej, når man døber små børn vender man dem med ansigtet opad – op mod de mennesker, der står omkring dem, så man kan se hinanden. Og der, mens man ser på hinanden, lover Gud os, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Han er med os altid. Og derfor kalder vi ham for vores far. Han vil have, at vi skal se på hinanden, så vi husker på, at vi ikke er alene her i verden.
Når vi bliver velsignet i kirken, så hører vi de her ord: ”Herren velsigne dig og bevar dig. Herre lade sig ansigt lyser over dig og være dig nådig. Herren løfte sig ansigt mod dig og give dig fred.”
Herren løfte sig ansigt mod dig. Det betyder, at Han ser på dig – han ser dig, så du kan vide, at der ikke bare er mennesker omkring dig, men at Gud også er med dig.
Kirken er det sted, vi kan komme hen, når hverdagen bliver travl, når der bliver hevet i os fra alle sider, når vi er kede af det og trætte, når vi er opgivende. Det er også det sted, vi kommer hen, når vi er glade og spændte. Når børn bliver døbt og man bliver gift. Og så er det, det sted, man tager hen, når man skal konfirmeres. Og da kan jeg love jer for, at der er spænding og glæde i luften.
Men vigtigst af alt, så kommer man herhen for en ting, nemlig, at blive mindet om, at Gud er vores far, og at han elsker os. Gud siger: ”Luk dig op” til vores hjerter, når vi kommer til at lukke os om os selv som Narcissis gjorde det.
I videoen så I, at der var et hjerte, der blev givet videre fra den ene til den anden. Sådan er det at leve med hinanden og kærligheden. Livet er sjovere, når vi bruger tiden på at være der for andre, end når vi bruger den på at kræve vores ret. Så sørg for, at vi kan øje på hinanden. Luk dig op, luk dit hjerte op – og luk andre mennesker ind.
Da vil I opdage, at Gud hele tiden har været hos jer og hvisket til jer: Jeg elsker dig, luk dit hjerte op, og giv det videre.
Amen
Teksten: Bemærk at evangeliet til denne søndag er hentet fra 1 tekstrække
