søndag den 17. februar 2013

1. søndag i fasten 2013


Var det bare så nemt – det med fristelser. At man blot sagde klart nej, hvorefter engle ville komme og sørge for en, som vi hører, at det sker med Jesus. Var det bare så enkelt, så ville jeg leve af grøntsager og aldrig spise for meget chokolade. Var det bare så nemt, så ville jeg ikke zappe rundt på fjernsynet en hel aften uden at finde noget, og i stedet for ville jeg løbetræne. Var det bare så let, så ville jeg aldrig bruge for mange penge på mig selv og give alle mine ejendele til fattige.

Var det bare så enkelt at sige nej.

Men det er bare ikke så enkelt. Vi bliver hele tiden fristet til at gøre alt det, vi ikke sætter os for. Vi gør ofte det modsatte af, hvad vi gerne vil. Vi når ikke vores mål. Og det er vanvittigt utilfredsstillende. Faktisk er det blot brænde til bålet, der brænder for vores selvlede.

Vi vil jo helst sætte os mål og nå dem. Vi vil gerne overraskes over vores egne ressourcer og kræfter. Og ikke mindst modstå fristelsen, så det ikke er den, der styrer os, men derimod os der fravælger den.

Var det bare så nemt at sige nej.

Men det er hverken enkelt eller nemt, og her taler vi blot om chokoladespisning og fjernsynskiggeri. Det er fristelser i den lille kategori.

Hvad med de fristelser, hvor man bliver kastet ind i grim samtale om kollegaen, der lige er gået ud af døren. Hvad med den, hvor man lyver for at slippe ud af en telefonsamtale?

Eller hvad med den kategori, hvor vi pludselig ser på andre, og tænker ved os selv: ”jeg er lige lidt bedre end dig” eller ”du skal ikke tro, du er noget”. Hvad med den kategori?

Men vi bliver hele tiden fristet til at gøre alt det, som vi faktisk ikke vil. Gøre alt det, der nedbryder livet frem for at opbygge det.

Fristeren hvisker til os hele tiden. Hvisker det i vores øre, der ødelægger vores relationer med hinanden – gør at nogle føler sig højt hævet over andre, hvor andre mister troen på dem selv. I kender måske det, der bliver sagt. Der bliver hvisket ting som:

Du skal da tabe dig før nogen kan elske dig.

Du skal da yde mere for at blive anerkendt.

Der er ingen, der kan lide dig, hvis du ikke forandrer dig.

Du er et dårligt menneske, hvis du spørger om hjælp.

Du er selv ude om, at andre ikke kan lide dig.

Det er din egen fejl, at du bliver drillet.

Osv.

Hele tiden runger sådanne udsagn for manges ører. Udsagn, der langsomt men sikkert ætser det væk i os, der giver os troen på os selv. Ætser det væk os i der giver os troen på, at vi alle er skabt med ligeværd.

Var det bare let at sige nej.

Men det er jo netop ikke let. Det er jo netop derfor fristelserne bliver til fristelser for os. Der bliver fristet med blændværk, glitter, magt eller med den opfattelse, at du ikke er noget værd, som du er.

Og vi lytter.

Så da Gud vælger at lade sig føde som et menneske, må fristeren selvfølgelig også hviske ind i hans øre. Hviske for at høre ham, om der da ikke er en sætning, der kan få ham til at falde og miste troen på sig selv. Få ham til at vakle – bare længe nok til at der kan blive skubbet til ham, så hele projektet kan blive spoleret.

Og fristeren frister.

Først spørger han Jesus, der har været ude i ørkenen i 40 dage og 40 nætter uden så meget som en krumme at tygge på, om Jesus ikke kan forvandle et par sten til brød. Og ikke bare frister han Jesus med maden, der kunne stå lige foran ham, hvis han ville; men spørgsmålet runger med i baggrunden: hvem er du, hvis du ikke kan forvandle de sten til brød? Er du da ikke længere Guds egen søn?

Der bliver krævet et bevis på, at han er Guds egen søn, som vi også så tit vender blikket mod himlen og kræver et bevis fra Gud selv. Kræver, at han viser, at han er til i vores liv.

Vi frister også Gud, når vi råber mod himlen, at han skal bevise for os, at han virkelig er til. Vi kræver det af Gud, vi ikke kan kræve, nemlig at han skal trylle for os.

Og svaret på vores krav får vi senere i Jesu liv, da han møder en mand med lammelser, og tilgiver hans synder. Folk omkring bliver forargede, fordi de tror han spotter Gud. De tror simpelthen ikke på, at han har magt til at tilgive synder.

Da svarer Jesus:

»Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? (Mk, 2, 8b-9)

Er det lettest at trylle eller at tilgive synder? Vi bliver mest imponeret over manden, der kan gå, men det er tilgivelsen, der bør imponere os. Det er hjertet, der skal se.

Anden gang fristeren frister, stille han Jesus på en tinde, og beder ham styrte sig mod afgrunden, fordi englene vil komme og gribe ham. For ondt bør da ikke ramme Guds egen søn?

Men ondt rammer Jesus. Det ved vi. Vi ved, at han 3 år senere i sit liv, står afklædt, ydmyget og hånet af de selv samme mennesker, der ugen forinden havde hyldet ham med palmegrene, da han red ind i Jerusalem på et æsel. Ondt rammer ham, og han dør som et menneske i en situation, der ville nedbryde os, stod vi i det samme. Han bliver henrettet af de mennesker, han levede for at møde og elske. Og som han elskede selv på korset. Det er kærlighedens paradoks – det er Guds paradoks. At selv der, hvor bitterheden og hævnen bliver fristelsen, fastholder han sin kærlighed til os. Kærligheden bliver ikke klog af skade. Den tager ikke ved lære, men insisterer. Insisterer på, at dens magt, ikke er en magt, der fratager andre deres, men tværtimod er en magt, der sætter os fri.

Så da Jesus står overfor fristeren, der beder ham kaste sig ned fra den højeste tinde, og lade sig gribe af engle – eller sagt med andre ord, da fristeren frister Jesus til at undgå at leve et menneskeliv, som det nu engang er på godt og ondt, da svarer han nej, og dermed ja til at leve som os. Helt hernede i moradset, hvor livet går op og ned – der vil Gud leve med os.

Tredje gang fristeren spørger Jesus, viser han Jesus hele verden, og siger, at alt kan blive hans, hvis blot han vil tilbede ham en enkelt gang. Et hurtigt lille buk, og alt er dit.

Og her kommer vi nok til det sværeste at sige nej til. For det er nemmere at sige nej til brød til ens egen mave, eller sige nej til at man skal undgå en situation. Det oplever selv vi mennesker at kunne sige nej til. Har vi ikke set eksempler fra verdenshistorien, hvor sultne forældre har givet deres børn den sidste mundfuld mad? Under 2. verdenskrig tog en jødisk læge til Auschwitz sammen med men togvogn fyldt men børn, for at støtte dem og trøste dem velvidende at det ville føre til hans egen død. En situation han fik tilbudt at undgå. Så sat på spidsen kan vi godt sætte os selv forrest i skudlinjen, hvis vi redder eller hjælper andre ved det.

Men her står vi ved den største fristelse – nemlig at bruge kærligheden som pressions middel. Jesus får tilbudt verden. Den verden han er kommet for at møde. De af jer, der har set Ringenes Herre kan huske de situationer, hvor de gode bilder sig selv ind, at de kan bruge den onde ring til at gøre godt med. At de med den onde ring kan få magt til at indhylle verden i kærlighed. På samme måde tilbydes Jesus nu hele verden. Den kan blive din, hvis du blot tilbeder mig, så vil du bagefter kunne gøre det, du er kommet for.

Den største fristelse er nok den, hvor vi tror, vi bruger kærligheden til at tvinge andre.

Men Gud er ikke kommet for at tvinge os til sin kærlighed. Hvilken kærlighed har brug for tvang? Det eneste og dog det største kærligheden kan, er at insisterer på elske selv der, hvor der intet mere er at elske.

Da Jesus den sidste dag hang på korset, siger han til Gud: ”Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”.

Han beder om at vi skal tilgives, og her er kærligheden vel nok størst. Kærligheden vil altid mødes der, hvor den mangler og hvor der er brug for den. Der er brug for kærligheden, hvor der er mangel på den.

Men kærlighed skal ikke sætte sig igennem ved at tvinge os til Gud, for da bliver den ikke til andet end tilbedelse i frygt. Gud kunne med torden og lynild, men straf og trusler sagtens tvinge os til ham. Men hvorfor gør han ikke det? Fordi han ikke vil have undersåtter, men derimod vores hjerter. Og hjertet tvinger man ikke – det elsker man.

Jesus står i dagens fortælling ved begyndelsen af sit virke. Han er lige blevet døbt. Gud har lige proklameret: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!.” (Matthæus evangeliet kapitel 3, vers 17). Og her hører vi om, at Jesus bliver fristet. Og han siger nej. Siger nej på vegne af os, når vi ikke magter det. Siger nej på vegne af os, når vi falder igennem. Siger nej på vegne af os, når presset bliver for stort. Siger nej på vegne af os, når vi lytter til fristeren. Siger nej, fordi det slet ikke er nemt at sige.

Og i det nej, siger han ultimativt ja til livet, til kærligheden, og så siger han ja til os. Til dig og mig.

Gud siger ja til os, og elsker os. Gud elsker dig hele vejen ind i fristelsen, hele vejen tilbage til ham. Så enkelt er livet med Gud – du er elsket i det liv, der er dit. Ligegyldigt hvordan det så bliver.



Dagens tekst:


Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matt 4,1-11

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...