Mariæ bebudelses dag 2013

Vi kender hende godt alle sammen. Hende der måske har et lidt tvivlsomt rygte. Hende der render med lidt for mange mænd. Og hende, hvis historier om sig selv, slet ikke stemmer overens med de rygter, der går om hende.

Vi kender hende godt. Og når hun igen begynder på sine fantasifulde historier om, hvad der ”i virkeligheden” skete, så tror vi ikke på det. Jovist vi kan stå og smile, men inderst inde, så ved vi jo godt, hvad vi selv tænker om den sag.

Det er også hende, der igen er blevet gravid, og slet ikke kan forstå, hvordan det er gået for sig. Og i vores stille sind tænker vi, at den snak må hun hellere tage med ham, der har lyksaliggjort hende.

For selvfølgelig ved vi jo godt, hvordan babyer bliver til. Og ingen skal forsøge, at fortælle os, at det er gået for sig på anden måde end den, der bliver forklaret i biologitimen.

Så da Maria – Anna og Joachims datter ved siden af – kommer og er blevet gravid, så ved vi jo godt, hvad der er sket. Hun er kærester med Josef, og mon ikke han har forklaret hende, at de ikke behøver vente mere, fordi de jo er skabt for hinanden?

Ak ja, hun var ellers sådan en sød pige, men nu begynder hun at fable om, at det var en engel, der kom til hende. Og englen skulle have fortalte hende, at hun var udvalgt. Ja, jeg ved nok, hvad hun var udvalgt til….

Helt ærligt, hvordan kan hun bilde sig selv ind, at vi kan tro på det.

Rygterne svirrede – og problemet for Maria var, at hun ikke bare havde en tvivlsom sag, men også at hun levede på et tidspunkt, hvor kvinder blev stenet til døde, hvis de var sammen med en mand uden for ægteskabet.

Jo, Maria var i knibe.

For det her var forkert. Ikke bare var der rygterne, men også det, at hun kom fra Nazareth – og i den by boede der ikke andet en rakkerpak. Det var ikke ligefrem derfra, man ventede, at Guds søn skulle komme. Man regnede med, at Jerusalem eller Bethlehem ville være mere oplagte og prægtige byer til den opgave. Det var så forkert, at det var Maria fra Nazareth. Selvfølgelig skulle Guds søn fødes af en kvinde, men da ikke af hende. Det ringe pigebarn.

Jo, Maria var i knibe.

Hvad vil folk ikke tænke? Hvilke historier vil der ikke gå om hende? Hvordan vil folk ikke reagere? Selv i dag er spørgsmålene de samme.

Vi dømmer og fordømmer i en og samme ombæring, hvis vi hører noget, der er for langt ude. Og vi er så skolet til kun at støtte os til det, der kan måles, vejes og sættes på formel, at vi med det samme lukker muligheden for, at Maria rent faktisk var jomfru, da hun blev gravid.

Og jeg kan heller ikke i dag give jer det bevis, som Maria ikke selv kunne give. Jeg kan heller ikke gennem snedig retorik få jer overbevist om, at det rent faktisk skete som Lukas i dag fortæller.

Selv da jeg læste, gentog vi studerende ofte til hinanden, når talen faldt på Maria, at ”Jomfrufødsler beskæftiger videnskaben sig ikke med længere”. Som et slags forsvar overfor os selv, fordi vi kom på glatis, og ikke anede, hvad vi skulle mene om det – og derfor er det nemmere at vende det ryggen, som man vender kvinden med det dårlige rygte ryggen.

Når vi ikke ved, hvad vi skal mene, eller når vi netop ved, hvad vi ”mener om den sag”, så vender vi det ryggen.

Vi mener og mener dagen igennem. Vi har meninger om alt. Og vi har meninger om Gud. Problemet er bare, at vi gør Gud meget lille, når vi har meninger om ham. Vi gør Gud så lille, at det bliver op til os at afgøre, om han er til eller ej. Han bliver så lillebitte, at vi giver os selv mandat til at have en mening om, hvorvidt jomfrufødsler er sandsynlige. Og giver det ikke mening, så giver det Gud et dårligt rygte, og vi vender ham ryggen. Vi har gjort Gud til en hobby, vi kan gå fra og til.

Men når vi med Gud at gøre, så handler det ikke om vores meninger om ham.

Havde Maria nu haft en anden mening om englens besøg, kunne det ske, at det barn slet ikke var blevet til noget. Hun kunne have ment alt muligt, for vores meninger er som vores domme – flygtige og foranderlige.

Og fordi livet er flygtigt og meninger foranderlige, har vi også brug for en konstant. Brug for at vide, at trods rygter, domme og meninger, er der noget, der holder ved. Noget der holder os fast, og går ud over vores forstand. Noget der får os til at stoppe op, stoppe vores domme og tankemylder – og bare lytte i stilhed. Konstanten, der fortæller os, at vores meninger, domme og handlinger til trods, er der mere at sige om os end det.

Maria bebudelse, som dagen hedder, ligger 9 måneder før jul, og er også optakten til påsken, hvor vi skal høre om Jesu død og opstandelse. Livet begynder altså før døden. Og på sin vis er Maria bebudelse en meget jordnær begivenhed. Maria bliver befrugtet. Og lige så jordnært er det, når vi skal høre, at Maria føder et barn. For det er jo livets begyndelse. Vi er alle blevet båret af en kvinde og født af en kvinde.

Også Guds egen søn bliver båret og født af en kvinde. For hvad skulle Han ellers, den Gud der elsker sin skabning så meget, at han vil flette sit liv sammen med vores? Gud er ikke længere den brændende tornebusk i ørkenen eller stemmen i profetens øre. Nej, han lader himlen møde jorden, da han iklæder sig selv vores kød og blod. Han gør sig til et menneske, for at møde os mennesker. Og det er jordnært, fordi Gud vil være nær os. Han er ikke længere en transcendent Gud, der sidder isoleret på sin trone i Himlen, men bøjer sig derimod ned, for at gå blandt os, leve med os, og dø med os.

Og Maria bliver kvinden, der var helt forkert, men som blev den helt rigtige, da hun lyttede. Hun stoppede og lyttede op, da englen kom.

Hun lyttede til det, der kun kunne lyttes til – og accepterede det uacceptable; nemlig at hun risikerede sit liv og sit rygte. Risikerede folks holdninger og meninger om hende. Risikerede spot og ensom. Lyttede, og vendte ikke ryggen til.

I det møde med sit livs konstant, da skete, der noget med Maria: hun kom, som den hun var, og gik som sig selv.

Hun holdt op med at være forkert for andres øjne, for at blive sig selv i Guds øjne.

Vi bliver os selv hos Gud – vi er ikke længere kun dem, der ikke nåede det, vi skulle. Vi er ikke længere kun den, der ikke turde tage en konflikt. Vi er ikke længere kun den, der sårede en, vi elsker. Vi får skrællet de lag væk, når vi møder Gud. For Gud har mere at sige om os end de rygter, vi laver og fortæller om andre og om os selv.

Gud sætter os ind i en anden fortælling – en større fortælling. Når Gud fortæller, er det os, han taler om. Og han fortæller os, at livet er større, end vi tror. Dit liv er større, end du tror.

Gud vender simpelthen op og ned på verden, og den måde, vi bilder os ind, det hænger sammen på. Han vender op og ned på de sociale spilleregler, som vi sætter for hinanden, for at kunne møde os der, hvor vi er. Han vender op og ned på livet, for at gøre det større. Han griber ind i vores verden, for at gribe os.

Og det handler dagen om – at livet er større end vi tror. Dit liv er større end du selv tror. Og endog større end de rygter, vi udsætter hinanden for. Livet er større, også når ikke mærker det og tror det.

Gud siger til os, at han elsker dig så meget, at han lod en lille dreng føde for din skyld. Han lod siden den voksne mand, dø for dig. Han lod livet spirer, og turde gå hele vejen ind i døden med sit liv, for at redde dit. Lige meget hvad, kan intet af det, vi siger, gør eller har meninger om, rive os ud af den fortælling. For Gud har grebet ind i verden, og gjort vores liv større.




Dagens tekst:
Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Luk 1,26-38

3. søndag i fasten 2013

”Jeg vil svare” – dette er gudstjenestens overskrift i dag. Det stammer fra Karen Blixen, der igennem sit liv havde forskellige mottoer, som hun levede sit liv på. Dette er et af dem. ”Jeg vil svare”.

Og hvad kan vi svare på? Vi svarer på tiltale. Vi svarer på spørgsmål. Vi forsøger at give svar på de mysterier livet giver os. Vi vil svare.

Og hvad svarer vi så? Det kommer an på spørgsmålet, ville den skarpe sige. Og ja, det gør det. Men der ,hvor spørgsmålet bliver mest påtrængende, er i mødet med det onde. Hvad er svaret da?

Det kommer selvfølgelig an på, hvad det er for et onde, vi møder. Når det er naturkatastrofer, så ved vi godt, at svaret ligger i jordens uforudsigelighed. At vi blot er små mennesker på en lille blå planet i et stort univers, hvor jordskælv ryster jorden, hvor tsunamier rammer kyster, hvor vulkanudbrud sætter flytrafikken på standby og hvor meteorer kan ramme. Det ved vi godt, og den slags onder, giver vi ingen levende skylden for, da det er risikoen ved livet.

Men når det onde kommer fra andre – hvad gør vi så? Når det onde kommer fra et medmenneske, hvad så? Vi hører igen og igen, når vi kommer i kirken, at vi alle er skabt i Guds billede, at vi alle er lige meget værd, og at Gud elsker sin skabning. Men det stemmer ikke altid overens med de oplevelser, som livet giver os.

Hvad svarer vi så, når vi oplever ondskab hos andre? ”Med ondt skal ondt fordrives” hører vi ofte. Det er et kendt ordsprog. Mennesker har gennem tiden erfaret, at for at bekæmpe det onde, må man nogle gange ty til ondskab selv. Så kan det blive svaret: at vi bekæmper ondt med ondt?

Dødsstraffen stammer derfra. Fra det sted, hvor vi bekæmper ondt med ondt indenfor hævnens rammer. Og hævn er måske ondskabens største bedrift. For i hævnen har ondskaben samtidig bildt os ind, at det er retfærdigt – ja måske samfundsgavnligt, at vi bekæmper ondt med ondt.

Kender vi det ikke godt selv – det med at bekæmpe ondt med ondt? Når vi er ude at køre, og en pludselig kører provokerende tæt på – gør os forskrækkede – så ligger det ofte lige under overflade, at vise dem vores midterste finger. Eller hvis vi opdager, at en har talt grimt om os, så får lyst til at tale grimt tilbage.

Ja, ok – måske det ikke lige frem er ondskab i sin reneste form, men det er blot for at vise, at vi netop ofte forsøger at bekæmpe det onde med det onde. Og spørgsmålet runger: er det hvad Gud vil med os?

Det kan for en stund holde ondskaben fra døren. Men vi kan ikke besejre det på den måde. Vi kan ikke bare fjerne det onde med ondskab, for da har vi for en stund adopteret det onde som vores redskab.

Men det ligger så besnærende nært at gøre – ikke fordi vi er onde, men fordi vi så gerne vil nå målet. Målet der for de fleste, er det gode. Og nogle gange kan målet hellige midlet. Men kun for en stund.

For vi gør som i evangeliefortællingen til i dag. Vi fejer og pryder vores hus – tror at vi har fjernet det onde. Og det fører ofte til glædesrus, når vi tror vi har fjernet ondskaben. Det ser vi verden over. 11. september 2001 var for nogle en glædesdag. Den dag Bin Laden blev likvideret var for nogle en glædesdag. Og det her er ikke for at blive politisk eller opponerer mod hverken det ene eller det andet. Det for at illustrerer den teologisk pointe, nemlig at ondskaben bliver relativ, når vi bruger den til at bekæmpe det onde med. Når vi bekæmper ondt med ondt, da adopterer vi det onde som vores redskab. Og hvem har da ret?

Jesus siger: Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå?
Jesus er blevet anklaget for at have uddrevet dæmoner ved Beelzebul, der er dæmonernes fyrste – altså Satan. De anklager netop Jesus for at bekæmpe ondt med ondt.

Og da svarer han, at hvorfor skulle Satan ville ønske, at bekæmpe sig selv med sig selv? Satan kan ikke bekæmpes med Satan. Det er blot brænde på det ondes bål.

Det onde er kun bange for en ting – det gode.

Med godt skal ondt bekæmpes. Det er det kristne svar når ondskaben rammer. Det er, hvad Jesus både siger og gør. Han bekæmper det onde med det gode. Han gik ind i kampen på vores vegne. Og han kæmpede. Kæmpede til døden, og da han døde gik han hele vejen ned i helvede og kæmpede videre. Til påske vil vi høre, hvordan han opstod fra de døde – og det skal være vores tegn på, at det ondes ultimative mål – nemlig destruktion, tilintetgørelse og tomhed i døden – bliver vendt om til liv. Jesus døde ikke der, hvor han skulle være blevet gjort til intet. Han stod op fra døden til livet.

Og da det onde ikke kan tilintetgøre Jesus ved at lade ham forsvinde i tomheden, da taber det onde kampen og præmien er os mennesker.

Satan og Kristus kæmpede til døden om os, og Kristus vandt.

Men virkeligheden er, at det onde endnu er i verden. Det har tabt, men har stadigvæk krampetrækninger. For der sker jo onde ting i verden. Det onde er det, der fjerner os fra os selv. Det der ætser vores relationer med hinanden. Det der fjerner vores tillid til hinanden. Det onde er det, der gør, at livet bliver fordærvet, ødelagt og tilintetgjort.

Jovist ondskab er i verden, og vores instinkter fortæller os med det samme at: med ondt skal ondt fordrives. Men med Kristus får vi en ny mulighed – en ny vej at gå – et nyt svar.

For Kristus kæmpede mod det onde, og det eneste redskab han havde i hænderne var kærlighed.

Vi kan svare med kærlighed!

Og det kan være vores øvelse at møde det onde med det gode. Og når vi falder, og det ikke lykkes os, da kan vi hvile i, at Kristus ikke kæmpede forgæves, men vandt os – og møder dig, ikke hvor du brude være eller gerne vil være, men lige der, hvor du er.




Teksten:

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28