5. søndag efter trinitatis 2013

Herre, du våger i verdens nat,
Herre, du bor i mørket,
Herre, du viser os Kristi dag!
Selv under livets hårde slag
er vi hos dig, du vor Gud!
(DDS 366, 3)

Jeg har set et klip på youtube, hvor man ser en mand, der mener, at han kan helbrede. Han får så den opgave at helbrede en GPS. Ja, det virker lidt fjollet, men GPS’en virker ikke, og ejeren ønsker, at hans GPS skal virke. Så manden begynder at bede i Jesu navn om, at GPS’en igen skal vise vej. Og så, da han er færdig med at bede for den, manglede ejeren kun at få den ladet op så den igen kunne virke. Om det så også var problemet til at begynde med, må stå hen i det uvisse.

Men nu er det jo ikke kun GPS’er, han helbreder – han påstår, at han kan helbrede syge.

Det har været mange udsendelser i fjernsynet om netop helbredelser gennem tro. Nogle udsendelser siger, at det kan lade sig gøre, og andre viser det modsatte; nemlig at det ikke virker.

Og sådan er vi os mennesker. Vi er så løsningsorienterede. Virker det, eller virker det ikke? Virker det ikke, så skal der jo findes en ny løsning.

Den måde at tænke på, møder vi overalt. Vi møder den, når vores mobiltelefoner ikke fanger signal, når stregkoden i supermarkedet ikke kan aflæses, når strømmen går eller når der bliver slukket for vandet. Så virker skidtet ikke, og så må det jo løses.

Men problemet er, at vi også tænker sådan om troen – og ikke mindst at vi tænker sådan om Gud. Virker han eller virker han ikke?

Tit gør vi Gud til julemanden, der gerne skal komme med gaver til os, når vi har fortjent det. Hører vi ikke også ofte folk sige, når andre rammes af ulykker, at de ellers var sådanne nogle gode mennesker? Som om at det, at man lever et godt liv, er det ensbetydende med, at man ikke bliver ramt af ulykke?

Og problemet er, at man, når man konstaterer, at Gud ikke virker, så samtidig ofte konstaterer, at så må det være en selv, der ikke virker. Måske er det mig, der ikke tror nok? Begge dele gør os selvfølgelig fortvivlede. Vi bliver modløse; men det er ikke hvad, Gud vil med os mennesker. Han ønsker ikke, at vi er modløse, fortvivlede eller føler at troen på ham, handler om, hvor gode vi er til at tro. Gud vil noget langt større med os.

Simon Peter, som vi hører om i dag, var fisker. Simon Peter levede af at fiske, og han havde en hel nat, forsøgt at få en fangst med hjem, og var ikke blevet belønnet. Tværtimod så stod han træt, udmattet og med den klare følelse af, at det ikke virkede. Hans net var gabende tomme. Han var modløs.

Og hvad gør man? Når alt er gået den forkerte vej i ens liv. Når det man plejer at gøre ikke mere virker?

Vi kan nogle gange føle, at vi har gjort alt det rigtige, og alligevel står vi med tomme net. Den følelse af at have kæmpet for noget, som man virkelig ønskede sig, og så alligevel ikke have fået det, vil jeg tro, vi alle kender.

Et ordsprog, der er meget populært disse er, at ”Når du sigter efter stjernerne, er det værste der kan ske, at du rammer træerne”. Og på sin vis, indgyder det jo mod.

Men hvad nu hvis man ikke engang kan ramme træerne. For virkeligheden er, at vi nogle gange oplever, at vi, når vi forsøger at rammer stjerne, ikke når længere end græsset. Og da oplever vi, at vi kun har et menneske, vi kan give skylden for det – nemlig os selv.

Det er denne tids store åg. Nemlig, at vi lægger hele vores livs lykke på vores egne skuldre. Vi skal helst være små succeser i et perfekt liv.

Jeg læste for et stykke tid siden en artikel af en stress coach, der især vejledte stressede kvinder. Og hun kunne konstatere, at des mere stressede kvinderne var, des mere følte de, at de skulle lave for at opretholde den perfekte facade. Det vil sige, at bollerne var nybagte, marmelade lavet af jordbær fra egen avl – og alt, imens de magtede det, magtede de ikke deres liv. Fik ingen søvn, havde hjertebanken, var distræte og kunne intet huske. Dette gælder også for mænd. Vi tror, at livet skal være perfekt og uden fejl. Vi gør livet til en jagt på det perfekte liv.

Men vi bliver væk i vores eget liv, når vi tror, at vi skal jage efter livet. Livet skal ikke fanges – det skal leves. Og at leve et liv handler i lige så høj grad om, at indse at det aldrig bliver perfekt, men bliver dit.

Simon Peter er fortællingen om manden, der ikke lykkes. Han kunne ikke fange fisk, og på sin vis bliver han symbolet på, hvad der sker, når vi forsøger at nå stjernerne og ikke når højere end græsset. Hans belønning udeblev trods en hård nats slid, og han hans liv var langt fra perfekt.

Og da kommer Jesus til ham. Han kommer ikke til ham, den dag hans net bugner af fisk, eller den dag, han fik solgt det til ekstra god pris. Nej, han kommer til ham den dag, hvor nettene er tomme. Da står han der, og siger til ham, at han skal kaste dem ud igen.

At livet, selvom det slår fejl, ikke er det samme som, at man skal give op. Evangelierne skal nemlig indgyde mod.

Evangelierne tager altid udgangspunkt i realiteterne, for vi skal mødes af Gud der, hvor vi er – ikke der, hvor vi gerne vil være, eller hvor vi burde være. Og der, får vi indgydt mod til at kaste os ud i livet igen. Men først skal vi slippe vores krapagtige tag i billedet af det gode liv, og i stedet for tage imod vores eget liv.

Jesus viser os vejen. Han siger til Simon Peter, at han skal kaste sine net ud. Kaste dem ud, også selvom Simon Peter tvivler på, at det vil nytte noget. Der møder Jesus os.


Vi skal kaste nettene ud igen, ikke for at fange livet, men for at kunne leve det. Han er med os, alle dage indtil verdens ende. Du er ikke alene i dit liv. Jesus hænger ikke længere på korset. Han sidder lige ved siden af dig, klar til at sige til dig: frygt ikke, men kast dig ud i livet, og kast dig ud i dit liv. Ikke billedet af det perfekte liv, men kast dig ud i det liv, hvor din sikre grund, er Guds løfte til os om, at han er med os – ene og alene fordi i hans øjne, er vi altid værd at elske - om vi så virker eller ej.



Dagens tekst:

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Luk 5,1-11

Skt. Hans 2013

God aften til jer alle sammen her på denne smukke sommeraften, som sommeraftener heldigvis er flest i Danmark. Og glædelig Skt. Hans.

Det er altså en underlig skik, at man brænder en heks af til Skt. Hans. Og reaktionerne er meget forskellige. Poul Joakim Stender, der er præst, glæder sig hvert år over, at NU er det mændenes tur til at brænde en kvinde af, for han synes efterhånden kvinder fylder så meget. Hanne-Vibeke Holst, der er forfatter, siger ligeud, at hun holder med heksen, og Henrik Goldsmidt, der er medstifter af MiddleEast Peace Orchestra, nægtede at holde en Skt. Hans talt engang han var inviteret, indtil de havde fået den heks væk fra bålet. Han mente, at det var uanstændigt at bede en jøde om at tale til en fest, hvor man derefter brændte hekse af – også selvom det jo kun er en dukke.

Jeg har også fået en reaktion i den sidste uges tid, da det blev kendt, at jeg skulle holde en tale på kirkens grund – nemlig den, at så kunne de kristne igen få en grund til at brænde hekse af.

Men lad mig slå fast med det samme – vi brænder ikke hekse af, fordi man gjorde det i 1600-tallet – heldigvis. Vi skal lede et andet sted, nemlig længe før kristendommen kom til Danmark. Da var denne aften, midsommer eller Valborgsaften, en særlig hellig aften. Urter var ekstra virksomme, varsler var mere præcise, og mange besøgte hellige kilder, der havde helbredende kræfter.

Og måske fordi man dengang mente, at naturen emmede af særlige kræfter, var der også farlige kræfter på spil. Man skulle værne sig mod onde ånder og skræmme hekse væk, så derfor havde man dette bål, hvis mål var at skræmme det onde væk.

Så det handler ikke om, at man engang brændte hekse – nej, det handlede om, at man ville sikre sig mod det onde, der kan ramme en.

Sikre at de trolde som hver sogn har, og de hekse som hver by har, ikke rammer med os med deres ulykker. Nu kunne man holde mange taler om, at der i et demokrati skal være plads til trolde og hekse – være plads til skævheder og særlinge. Og det er jeg skam enig i, men her taler vi ikke kun om skæve eksistenser eller særlinge. Her er troldene og heksene et symbol på det, der vil ødelægge livet for os. Et symbol på det, der ætser vor tro på hinanden, vor tillid til fællesskabet og vores ønske om, at andre har det godt. Et symbol på det, der både i vores eget liv, og på nationalt plan truer med at ødelægge den fred, vi endnu er så heldige at leve under.

Der er så meget, der truer os i tiden – det er der vel altid noget der gør. Men det, der truer mest, er det, der får os til at sætte vores glæde på spil. Da har vi tabt, ikke bare glæden, men selve livet går tabt, når vi ikke længere vil lukke glæden ind i vores hjerter. Da er vores tro, vores tillid og vores ønsker endeligt slukkede. Uden glæden går alt tabt.

Jeg har for nylig læst en bog (”Claras krig”), der handlede om en ung jødisk pige, der under 2. verdenskrig måtte gemme sig i en kælder sammen med sin familie for at overleve. Og hun fortæller selvfølgelig hvor forfærdeligt, det er. Men hun fortæller også om en juleaften, som deres værter fejrede, og valgte at invitere dem til. De kom op fra kælderen, og kommer til et veldækket bord. Gardinerne er trukket tæt for, så de ikke skulle blive opdaget, men lysene brændte klart i mørket.

Der fik de en aften, de kunne leve på. En aften, hvor de fik lov at smile, grine og snakke sammen. En aften hvor de for en stund kunne finde tilbage til dem, de var, når de ikke var lukkede nede i en kælder. Der fik glæden lov at bære dem et stykke af vejen i livet.

Sådanne fortællinger kender vi mange af fra den periode i historien. Men mange andre steder genkender vi glæden, der trods ulykker, får lov at blomstre. En episode, der står meget tydeligt for mig, var 22. juli 2011. Den dag, hvor Norge, ja hele norden, var i chok tilstand over Breiviks massakre på især Utøya. Jeg sad, som vi alle, og fulgte med på fjernsynet. Og midt i al denne nød, var der et interview med en norsk kvinde, der skulle have sit barn døbt om søndagen. Umiddelbart var der al mulig grund til at aflyse festen, for hvad kan man om muligt fejre, når unge mennesker skal bæres til graven?

Ja, hvad kan man fejre, andet end livet. Og derfor skulle hendes lille barn døbes. Og hendes lille barn blev døbt den søndag, som et stædigt vidnesbyrd om, at glæden aldrig må gemmes væk. Man må aldrig skamme sig over sin glæde.

Glæden er livets sejr – glæden er menneskets fællesskab.

Og Skt. Hans er en glædes fest. En fest, hvor vi fejrer sommeren og lyset. Det er midsommer. Og selvom vi godt ved, at nu vil dagene aftage, så er vi lige nu midt i sommeren. Midt i det grønne, det spirende, det blomstrende – midt i fuglekvidder, insektsværme og modne jordbær. Vi er midt i sommeren, og vi bærer vores glædesblus frem i livet.

Så lad os brænde heksen af, som et symbol på, at vi lader glæden vokse i vores liv. Et symbol på, at lyset nok er på vej tilbage, men at lyset er i vores liv.

”Mod ufredens ånd, under mark over strand, vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde. Hvert sogn har sin heks og hver by sine trolde. Dem vil vi fra livet med glædesblus holde. Vi vil fred her til lands.” (fra Midsommervisen)

Denne aften tilegner jeg glæden – må den altid finde vej i jeres liv.


Må Guds fred være med os alle – og glædelig Skt. Hans til jer alle.

2. søndag efter trinitatis 2013

Det skamfulde menneske må rejse sig og gå videre i livet, løftet af Guds kærlighed. Skammen er ikke alt, hvad der at sige om et menneske – det mere, der skal siges, er, at du er skabt i kærlighed.

Jeg mødte en kold vinternat en landevejsridder. Han havde at forskellige personlige grunde valgt at leve sit liv på vejene i skiftende selskab med sin hund, med de rejsefæller, som han mødte og ensomheden.

Denne nat var han blevet smidt ud af en restaurant, fordi hans tøj var snavset, hans selv lugtede og promillen sneg sig lidt for højt op. Hans penge, som han havde på lommen, var gode nok, men han var ikke god nok og var blevet smidt ud.

Jeg faldt i snak med ham og livet, troen, døden, håb og drømme. Og til sidste faldt vi i snak om familie. For han havde forladt en familie, og tilbage stod hans børn, som nu skulle leve med en fraværende far.

Jeg spurgte ind til, hvorfor han ikke besøgte sine børn, og svaret var, at han ikke ville have, at hans børn skulle skamme sig over ham. Og derfor skammede han sig.

Skammen.

Skammen, der gør, at man hverken tør se sig selv eller andre i øjnene. Pludselig slår man ikke til længere. Man har ikke bare lavet en fejl – man ER en fejl. Strippet for værdighed, og iklædt øjne, der er kritisk og konstaterer, at man ikke dur.

Man har på egne vegne taget dommerkåben på, og udstikker domme over sig selv. Domme der ikke løfter os op i livet, men som sænker os i knæ.

Når vi skammer os, så skammer vi os over dem, vi er. Og det får et voksent menneske til at sige nej tak til en invitation fra sit eget barn, fordi han ikke vil opleve, at blive smidt ud derfra, som han blev det fra en restaurant en vinteraften.

Vi mennesker kan udholde meget, men vi kan ikke udholde, at dem vi elsker, ikke vil kendes ved os. Og så hellere sige nej til invitationen end at blive afvist.

Det er så forståeligt, og smerten så tydelig. Det er skammens ansigt, der altid eret ansigt, der kigger væk, og undgår øjenkontakt.

Når vi taler om skam, vil mange af os automatisk, også sige skyld, som om de var uadskillelige tvillinger: Skyld og skam. Men skyld er noget andet. Vi bliver skyldige gennem vores handlinger, og dermed er fejlen noget, vi gør. Vi er ikke fejlen, men vores handlinger er fejlagtige. Ingen af os kan leve et skyldfrit liv. Vi vil indtil flere gange i vores liv gøre os skyldige i forhold til hinanden.

Skyld kan tilgives enten af en selv, af ens næste, og altid af Gud. Her må vi knæle, bøje hovedet og modtage tilgivelsen, som vi gør det, hver gang, vi knæler ved nadverens bord. Skyld kan tilgives.

Men skammen derimod. Den kan man ikke knæle sig fra, selvom det netop er det, den får os til. Skam skal mødes med en modsigelse – et ord, der fortæller noget andet om os end vores egne domme – et ord der fortæller os, at vi ikke er en fejl.

Gud er det ord.

Hans stemmer lyder ind i vores tilværelse, hvor han indbyder os til være i hans fællesskab. På denne søndag som en lignelse fortalt af Jesus om det store gæstebud.

Vi hører om de første, der var indbudt, som takker nej til invitationen. Der er forkyndt meget om dem, der siger nej tak. For det er så nærliggende at fokusere på dem, der ikke vil have Guds nærhed i deres liv. Dem, der takker nej, fordi de har så travlt med hverdagen, at de ikke har tid til Gud lige nu. Dem der takker nej, fordi de har så travlt med at skabe et liv, som de slet ikke har opdaget faktisk bliver skabt af Gud.

Heldigvis så hører vi også om en Gud, der ikke giver op. For det handler ikke kun om, hvorvidt man kan finde tid til Gud i sin kalender eller ej – det handler om, at Gud kommer til os, når vi har brug for det.

Anden gang i lignelsen hører vi om, at de fattige, de blinde, de lamme og de vanføre bliver bragt ind til festmåltidet – ind i Guds fællesskab.

Hvem er de – i dag?

De er dem, der skammer sig. Dem der har fået at vide, at de er en fejl. De bliver bragt ind i fællesskabet, sat ved bordet som var de fornemme folk, og der bliver de behandler med værdighed. Der møder de en vært, der har glædet sig til at se dem. Der møder de en Gud, der har manglet dem i sit rige. Og de bliver løftet op, rejst op til igen at være ranke mennesker.

Gud er det ord, der modsiger os, når vi tror, at vi er en fejl. Gud lavede ikke mennesker som en fejlslutning. Nej, Han skabte os i kærlighed – i sit eget billede.

Vi er kærlighedsskabninger, og siden den første dag i verden, har Gud elsket os. Det er, hvad kristendommen handler om – Guds kærlighed til os. En kærlighed så stor, at han sendte sit eget barn til verden, så Han kunne møde os. Han ikke bare inviterer, Han går ud, hvor vi er, og møder os. Han finder os ikke, hvor vi bør være eller hvor vi gerne selv vil være. Han finder os, hvor vi er – som dem vi er. Over for Gud kan vi ikke skamme os, for Han står altid klar til at tage i mod os: skyldig som skamfuld. Fortravlet som forsigtig. Høje som lave. Altid står han klar til at tage i mod, for han har ikke skabt os ved en fejl, men skabt os til at leve i indbyrdes kærlighed.

Vi har Guds kærlige blik med os. Et blik der ser storheden i hver os.

Det store gæstebud er fortællingen om en Gud, der tager os ind i sit fællesskab, når vi har allermest brug for det.

Det skamfulde menneske må rejse sig og gå videre i livet, løftet af Guds kærlighed. Skammen er ikke alt, hvad der at sige om et menneske – det mere, der skal siges, er, at du er skabt i kærlighed.

Dagens tekst:

Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Luk 14,16-24