3. søndag efter helligtrekonger 2014

Vi hører om tro og vantro i Bibelen. Vi taler om, at mennesker kan være stærke i troen. Vi kan tro på noget eller lade være. Vi kan have tiltro til noget eller hinanden. Og vi kan være trofaste. Vi kan også være utro, og det er aldrig godt. Tro er væsentligt for mennesker, om man så tilhører en tro eller ej, og det er jo ret utroligt. Tror I mig, når jeg siger, at tro i allerhøjeste grad er på spil under dette tag?

Men kan man egentlig spørge om, hvor meget et menneske tror? Findes der sådan en skala, hvor man kan placere sig selv, eller score point, så man rammer et godt gennemsnit?

Da jeg læste teologi blev jeg tit spurgt om jeg var sådan meget troende. Hvad svarer man på det? Jeg vidste aldrig hvad jeg skulle sige, og jeg vil tro, at det hænger sammen med de fordomme, der er omkring meget troende mennesker. For der er massevis af fordomme omkring meget troende menneske. Lad os lige prøve at give vores fordomme frit slag. Hvordan er man, hvis man er meget troende?

For min nethinde toner der sig et billede frem af et menneske, der er: kedelig, fromset, moraliserende, naiv, svag i sjælen og måske endda lidt kedelig at se på.

Det er der da ingen, der har lyst til at være. Jeg har heller ikke lyst til at være meget troende, hvis det betyder, at jeg fromset eller naiv. Vores fordomme bygger høje mure mellem os, og får os til at placere hinanden i kasser, der forhindrer os i, at se hinanden som vi faktisk er.

Faktisk handler tro slet ikke om, hvor meget man tro. Spørgsmålet kan ikke besvares, for det er stillet på et forket grundlag, hvor vi mener, at vi kan gradbøje troen. Tro kan hverken gradbøjes eller vurderes. Det kan faktisk være lidt svært at forstå. Alt andet her i livet handler om, at den flittige eller den dygtige belønnes. Vi får hele tiden at vide, at vi skal profitmaksimere – altså få mere profit ud i den anden, større resultat. Jamen, så er det da ikke så underligt, at det er svært for os at forstå, at tro hverken handler om resultat eller om profit. Selv på Jesu egen tid havde mange svært ved at begribe, at tro ikke kan gradbøjes, og Jesus fortalte rigtig mange lignelser om mennesker, der på trods af manglede tro alligevel blev elsket af Gud. Mon vi ikke også i dag har en rem af huden, når det kommer til med at gradbøje troen?

En af mine kolleger har engang i en prædiken sammenlignet troen på Gud med rulletrapper, hvor vi egentlig bare skal blive stående på trappen, og så kommer vi frem ved Guds hjælp (Erik Aagaard www.erikaagaard.dk, prædikener til anden tekstrække, 3.s.e.helligtrekonger). Og går vi op ad trappen, så kommer vi hurtigere frem. Men når det kommer til tro, så kan vi ikke bare springe et par trin over, eller kommer hurtigere frem, hvis kondien rækker til det. Gud skal nok være der for os.

Det er et fint billede på troen – troen er som en rulletrappe.

Men billedet kan også give den misvisende tolkning, at vi så kan være ligeglade, mens rulletrappen så at sige transporterer os op. Er faren ikke, at vi kan ende i ligegyldighed i forhold til Gud, hvis han alligevel får alle med? Det virker lidt som om Gud bare er dukkefører, og vi blot er dukker, der gør som han siger.

Men heldigvis hænger det ikke sådan sammen.

For Gud ville nemlig ikke nøjes med at være en slags dukkefører. Han ville helt herned og leve sammen med os småfolk. Det besøg på jorden forandrer verden, og den er aldrig rigtigt kommet sig oven på besøget – heldigvis.

Jesus kom med budskabet om Gud – han kom med kærligheden. Kærligheden væsen handler ikke om bedrifter. Kærlighed kan vi hverken købe, tigge eller true os til – den får vi ganske gratis, bare fordi vi er til. Det betyder ikke, at livet ved et trylleslag er blevet lettere, for vi kæmper stadigvæk men tanker og følelser. Vi brydes stadigvæk med vores tro, eller vores mangel på sammen.

For 400 år siden tilstod præsten Antonius Musa over for Luther, at han ofte følte sig ret tom. Faktisk var han tit så tømt for tro, at han ofte følte, at han ikke kunne prædike. Luthers svar er overraskende, for så på ham og sagde: Gud ske lov, andre har det på den måde – jeg gik og troede, at det kun var mig.

Disciplene siger i dag til Jesus: Giv os mere tro. Er vi bange for, at vores forhold til Gud afhænger af, hvor meget vi kan tro eller hvor dygtige vi er som kristne? Hvad vil vi dog med et større tro? Hvad kan vi opnå med den over for Gud, som han ikke allerede giver os? Du kan ganske roligt være det menneske, du er. Du kan være tømt for tro og føle at troen ikke er for dig. Kærligheden holder, også selvom troen svigter.

Guds kærlighed til verden sætter os alle på forrest række, hvor Gud siger til os, at vi er gyldige. Vi går an. Gud kommer med kærlighed, uanset vores tro.

Troen er altså ikke et bevis på vores succes som kristne. Og derfor kan vi ikke spørge om, hvor meget vi tror, for det er ligegyldigt. Vi skal ikke give troen så står en plads i vores liv, at vi glemmer at give Gud en plads også.

Vi tænker altså for snævert om troen. Tro kommer jo til udtryk på mange flere måder end vi regner med. Tro er også håb, tillid og længslen. Troen har mange udtryksformer, og hver gang vi sætter vores lid til hinanden eller morgendagen, så lægger vi vores liv i Guds hænder og tror. Det er bare ikke altid vi opdager, at det er det, vi gør.

Jesus slutter i dag af med at fortæller os en lignelse om en tjener. Det er det samme som en træl eller en slave. En lille landmand på den her tid, havde råd til en træl, der både skulle arbejde ude og inde for sin herre. Jesus siger, denne mand blot gør det, han skylder sin herre. Trællen er trofast, fordi det er hvad han skylder. Jesus vil sige til os, at vores forhold til Gud er på samme måde. Vi skylder Gud alt og derfor skylder vi Gud vores troskab.

Der bliver altså talt om både det at have tro og at være tro. Vi er begge dele med svingende held, men vi er dog mere tro end vi ofte selv ser.

Hver gang vi lader kærligheden vinder over bitterhed, er det troskab mod Gud. Hver gang vi sender et smil er det troskab mod Gud. Hver gang vi lider med et menneskes nød er det troskab mod Gud. Hver gang vi møder et medmenneske i tillid er det troskab mod Gud. Det skylder vi Gud.

Vi skal være tro mod Guds skaberværk, ikke fordi vi derved kan købe kærligheden eller springe et par trin over på rulletrappen, men fordi vi skylder ham alt.

Jesus siger, at vi skylder Gud alt. Senere sprænger han det trællekår, som vi mennesker er under, da han dør på sit kors og opstår, men den fortælling må I vente med til påske.

Jesus siger om troen, at den er som et sennepskorn. Sennepskornet er det mindste af alle korn. 500 små sennepsfrø vejer tilsammen blot et gram.

Var vores tro bare som et sennepsfrø, så ville vi kunne få morbærtræer, der står solidt plantet i jorden til at svæve ud i vandet og plante sig der. Men vores tro er mindre end det.

Gud kender os. For ham er det ingen hemmelighed, at troen kan være svær. Men han ser det menneske bag, der længes og håber, og han ser den tro der er, også selvom den er mindre end et sennepskorn.

Tro er fast tillid til det, der håbes på – overbevisning om det, der ikke ses.


Amen


Dagens tekst:

Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.

Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«Luk 17,5-10