Helligtrekongers søndag 2014

”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.”

Sådan begynder Bibelen med en fortælling om, at Gud skabte lyset. Og da han havde skabt lyset, så han, at det var godt, og det blev aften og morgen for første gang i verdenshistorien.

Det er, da Gud skaber lyset, at han også sætter tiden i gang, som vi kender den – det bliver aften og morgen. Det er fascinerede at tænke på, at der ikke fandtes tid før lyset kommer til verden. De fysikere, der beskæftiger sig med Big bang, kan også fortælle at tiden ikke fandtes før Big bang, som vi også hører om det i skabelsesberetningen.

Tiden knytter sig til lyset. Og lyset knytter sig til livet. For uden lys vil der slet ikke være liv på jorden. Vi har brug for lyset til at skinne ned på os, få blomster til at springe ud, marker til at give afgrøder og få smilet frem på barnekinder.

Vi har brug for lyset, så det kan skabe livet for os. Gud skaber lyset som det første, og han ser, at det er godt.

Det er livets forudsætning, at det er godt. Gud skaber verden med planter, dyr, stjerner og mennesker, og hver gang ser han, at det er godt. Det er altså udgangspunktet for vores liv, at det er godt. Vores liv begynder ikke med tomhed og øde, som dengang Gud skabte verden. Vi får lov til at begynde med lyset.

Men lyset er ikke ubetinget. Som barn fik jeg altid at vide af min meget beskyttende far, at vi børn aldrig måtte se direkte på solen. Og det er rigtigt, at ser man direkte mod lyset, så kan man i værste fald bliver blind eller får permanente skaber på øjnene. Lyset kan skade. Selv det gode kan blive for voldsomt for os mennesker. I Det Gamle Testamente står der, at intet menneske kunne se direkte på Gud og leve. Ikke engang Gud kunne man se på, for det ville også give ar, og derfor måtte livet med det gode, altså livet med Gud, være en balancegang mellem nærhed og afstand.

Sådan er det i livet, der er en konstant balancegang mellem for meget og for lidt. Mellem det der gavner og det der skader.

For meget lys, og vi kan ikke se stjernerne – for meget mørke, og vi kan ikke se lyset. Livet er en balancegang, og som almindeligt menneske vil vi svinge som et pendul mellem mørket og lyset – mellem det der skader og gavner – mellem tristhed og glæde.

Sådan er livet. Det er ikke en visdom, der specielt er knyttet til kristendommen, men tværtimod en visdom, der er kendt over hele kloden. Yin og yang som de fleste kender, er netop en figur, der viser denne balance.

Men der sker noget nyt med Jesus. Balancen bliver rykket. Der sker noget, som vi ikke kan fortælle os selv – noget der ikke er selvindlysende.

Jesus siger til os, at han er verdens lys. Et menneske, eller nærmere en tømrersøn fra en lille landsby, der hedder Nazareth, påstår hårdnakket, at han er verdens lys, og at han ikke behøver andre vidner på det end ham selv og sin far. Og den far han nævner, er ikke Josef, men derimod Gud selv. Normalt ville man kræve to vidner i en retssag før en noget kunne betegnes som værende sandt. Men Jesus kalder sig selv og Gud som sit vinde, og sætter dermed den normale tankegang ud af spil.

Og så siger han om sig selv, at HAN er verdens lys. Ham – et menneske.

Det nye er, at Gud giver sig selv et ansigt til os. Han siger til os, at vi ikke længere behøver kigge væk, men vi kan se lige på ham – se ham ind i øjnene og se Gud.

Gud har fået et ansigt. Lyset er blevet menneske. Det er langtfra selvindlysende, og kan nærmest forekomme som en spot, hvis det kom fra almindeligt menneske. Men det kommer fra Guds søn, og derfor rammer det os dybere end solens stråler.

Lyset er ikke længere bare et lys, der skinner på os, men er nu et lys, der når helt ind i vores indre og oplyser os.

Det kan forekomme skræmmende at tænke på, og det er det også. Den nat Jesus blev født, fik en flok hyrder besøg af en engel, og det guddommelige lys fik dem til at frygte, så engel som det første måtte sige til dem: frygt ikke.

Og siden da måtte Jesus sige det et utal af gange til dem omkring sig: frygt ikke.

For når vi møder det guddommelige kan det skræmme os med sit lys, som det skræmte hyrderne. Det kan være provokerende for os, at få belyst de sider ved vores liv, eller i os selv, som vi gemmer væk i skyggen.

Men det guddommelige lys, der skinner i vores indres kroge, gør det ikke for at udstille vores skam eller vores personlige snavs. Det lys, der skinner, når Jesus siger: ”Jeg er verdens lys”, er kærlighedens lys.

Det lys skinner dybere og dybere ind i vores hjerter, hvor der vil forvandle vores stenhjerter til kødhjerter – hvor det vil forvandle hårdheden til nærvær.

Jesus Kristus blev mennesket, der var Gud, der kunne fortælle os, at lyset ikke længere er farligt at se på eller nærme sig, for Gud kom helt herned til os, for at gå sammen med os.

Men hvad mere forunderligt er, så blev tiden også berørt at Jesus komme til verden. Gud blev Gud i tiden – nu er han del af vores historie, som vi er en del af hans fortælling. Men historier slutter. Men denne fortælling er anderledes, for den ender med evigheden. Da Jesus kom til verden, levede som os og døde som os, men efter tre dage i graven stod han op fra døden, og viste os, at livets lys er så stærkt, at ikke engang den timelige død kan ødelægge det.

Alt er virkeligt forandret.

Vi har fået et lys.

Men hvis sidder i mørket, så kan sådan en påstand, lyde som om Gud ikke forstår os mennesker, og spørgsmålet m lyde: hvor er lyset, når man selv sidder i mørket?

Det er så besnærende at ville kræve to vidner, som loven krævede det, før man selv kunne tro, at der er sandt, at Jesus er verdens lys. Det er så nemt at være som de farisærer, der siger til Jesus, at hans vidnesbyrd er falsk, når man selv kun kan se mørket.

Den nat Jesus blev født skinnede en stjerne på den mørke aftenhimmel, hvor den ledte vise mænd fra fjerne egne til stalden, hvor Jesus lå.

En stjerne, der lyser i mørket. For det var i mørke, at de vise mænd fandt Jesus. De fandt ham ikke i den bagende sol, men i det mere stille lys, som Gud skabte – nemlig stjernerne.

Gud lod de vise mænd lede af en stjerne – ikke en sol, ikke en brændende tornebusk eller en hvirvelvind foran deres fødder. Men en stjerne i mørket.

Vi kan ikke altid få øje på stjernen i vores liv, fordi vi er så fokuseret på mørket, eller fordi vi ser i den forkerte retning, men stjernen er der. Den skinner for os, lige så klart som den nat Jesus blev født. Den skinner, når vi samles og holder gudstjeneste, når vi folder hænderne til bøn, når vi døber og får nadver. Den skinner selv når vi ikke ved, at vi har brug for den.

Stjernen blev tændt for aldrig at blive slukket igen. Det er den stjerne, der leder os i Jesu favn. Han bredte sine arme ud i favntag mod verden en fredag for 2000 for at vise os hvor meget, han elsker os.

Han gik i mørket, så han kunne møde os i mørket. Og kun den, der bærer verdens lys i sig, kan gøre det, og vende tilbage med livet.


”Jeg er verdens lys”, siger Jesus. Han er lys for dig og mig – for verden nu og i al evighed.

Amen


Dagens tekst:
Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« Da sagde farisæerne til ham: »Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.« Jesus svarede: »Selv om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen; men I ved ikke, hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg går hen. I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen. Men selv om jeg også dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen, som har sendt mig, er med mig. Og i jeres egen lov står der skrevet, at et vidnesbyrd fra to mennesker er gyldigt. Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig.« De spurgte så: »Hvor er din fader?« Jesus svarede: »I kender hverken mig eller min fader. Kendte I mig, kendte I også min fader.« Disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet. Joh 8,12-20