søndag den 20. april 2014

Påskedag 2014



Jeg talte engang med en meget inspirerende kvinde, der sagde, at hvis hun nogensinde skulle prædike, så skulle det foregå på følgende måde:

Hun ville stille sig op på prædikestolen, se myndigt ud over menigheden, og så proklamere:

Gud er kærlighed.

Derefter ville hun gå ned, og bare lade folk sidde med det budskab og tygge på det i et kvarters tid. Og så ville den prædiken være slut.

Lad mig blankt erkende, at jeg har været fristet til at holde den prædiken – og ikke kun fordi jeg tror, at I ville kunne huske det i langt tid fremover, men også fordi hun har fat i den lange ende.

Hvis man skal koge kristendommen ned til et slogan, vil sætningen: ”Gud er kærlighed” være et godt bud. Men der er en sætning mere, der brænder sig på, og det er ”Kristus er opstanden”. Det er ordene, vi siger til hinanden påskemorgen i glæde og forventning. Vi siger ”Kristus er opstanden”. Og på sin vis er det kirkens korteste trosbekendelse.

Tilsammen udgør de to sætninger kristendommen samlet i en maggiterning. Alt andet udledning af disse to sætninger – eller alt andet er en konsekvens af, at Gud er kærlighed og Kristus er opstanden. En konsekvens, der sætter sig igennem i vores liv, ikke bare dengang, men også den dag i dag.

Men det er ikke altid lige til at få øje på, for nogle gange så kan det næste være som om der står sten i vejen mellem os og budskabet. Ligesom der for graven var rullet en stor sten for, der spærrede vejen mellem livet og døden. En stor sten, der spærrede vejen

Vi kender godt til sten, både de åndelige sten, men også de fysiske sten.

Vi kender sten, der ser ud til at vokse frem på markerne før kornet gør det. Sten, som børnene fylder i lommer og poser, når de går på stranden. Sten, der er bittesmå, men som irriterer grusomt, når vi får dem i skoen. Sten, som vores døbefonte er lavet af. Sten, der falder fra hjertet og letter os for tusind bekymringer. Sten, vi skal have fjernet og sten som vi lægger. Og sten, som vi også sætter ved gravene for at markere, at her ligger et menneske, som vi har elsket, og som senere generationer ikke længere kender. Men stenen markerer, at her ligger en, som jeg er i familie med, som jeg aldrig vil møde, men vi er knyttet sammen.

Så ja, vi kender stenene i vores liv. Vi kender trædestenene og anstødsstenene. Vi kender de store bautasten, og de små sandkorn.

Vi kender sten så store, at vi ikke kan rokke ved dem. De kan være så tunge og bastante, at de blokerer for vejen til fremtiden. Mon kvinderne fra dagens evangelium havde det sådan, da de med tunge skridt gik til deres Herres grav. En mand, de havde sat al deres lid til – en mand, de havde hørt tale om Gud som ingen anden, helbrede syge og oprejse døde. Og nu er han selv død.

Døden rummer en flig af vantro. Kan det virkelig passe, at døden har taget et menneske. Et menneske, der i går gik, levede, åndede og elskede? I går kunne jeg nå at sige og gøre alt. I går var fremtiden noget vi delte med hinanden. I dag er det for sent.

Jesus døde. Døde selvom han var Guds søn. Et hjertet der blev sat i gang i Marias mave med små bank, er nu holdt op med at slå. Og det kan intet menneske ændre på.

Men det kan Gud.

Gud sendte en engel til at vælte stenen, der blokerede vejen ind til graven, til fremtiden, til kærligheden og til livet. Den sten, der stod sådan, at intet menneske kunne se forbi den, men blot leve i dens skygge – den sten bliver fjernet.

Kristus gav os opstandelsen, og han gjorde det med et jordskælv, der fik stenene til at rulle. Jordskælv forandrer verden. Selve jorden ryster og alting falder fra hinanden – og bagefter ser intet ud som det gjorde før. Verden er forandret. Opstandelsen blev markeret med et jordskælv. Gud sætter også et jordskælv i gang inde i os. Han ryster vores hjerter, så de kan åbne sig for kærligheden. Han ryster vores tanker, så vi kan se med friske og fordomsfri øjne på hinanden. Han ryster vores kroppe, så indgroede vaner kan holde op, og give plads til nye veje at gå i livet.

Han ryster os, så det der spærrer vejen for os kan falde fra hinanden, og vi kan træde ud i lyset. Selv den sten der ser umulig at flytte, og den sten, vi ikke havde opdaget, den flytter Han for os, for:

Gud er kærlighed og Kristus er opstanden.
Opstandelsen skete ikke bare dengang, men er lige her i vores hverdag. Den er vores virkelighed – en realitet vi må tro. Opstandelsen er lige her.

Vi ser virkningen af opstandelsen i vores liv den dag i dag. Den er ved sygelejet, hvor en ægtefælle i medgang og modgang passer sin elskede til døden. Den er i barnets øjne første gang det kigger op og bliver mødt af sine forældres stolte blikke. Det er ved graven, hvor kvinden igen og igen måtte hen, fordi hun ikke kunne andet, og fordi hun fornemmede at her var kærligheden også at finde.

Opstandelsen er fornemmelsen af, at også her i vores liv i dag er der kærlighed at finde. Opstandelsen er livet, der er værd at leve – ikke bare på trods af døden – men i kraft af livet.

Opstandelsen er lige her. Eller som en af vores moderne salmedigtere, Iben Krogsdal (2010), skriver det i salmen:

Opstandelsen er også her
Du står
ved siden af det menneske der planter
et frø på vintergraven iført vanter

Opstandelsen er lige her
Du er
den store ånde bagved vores planer
der blæser liv i mere, end vi aner

Opstandelsen er lige her
Du går
med mennesker der smiler lidt generte
til en, der pludslig kigger op og ser det

Opstandelsen er lige her
Du går
med sagte skridt hos dem, der bærer andre
og alt til trods blir ved og ved at vandre

Opstandelsen er lige her
Du ser
vi ligger angstgrå i de værste stunder
du lægger dine stærke arme under

Opstandelsen er lige her
Du sker
når mennesker, der vakler tæt med sorgen,
igen kan se og smile: sikken morgen!

Opstandelsen er lige her
Du er
din himmel, når den blæser gennem sjæle
som mærker dig og endelig kan knæle

Opstandelsen er lige her
Du er
når vi kan give alt det liv tilbage
som nogen tog fra os på onde dage

Glædelig påske – stenen er væltet fra graven – du står i lyset. Opstandelsen er også her.

Når I går ud herfra i dag, vil I finde en spand med sten ved indgangen. I er velkomne til at tage en sten med jer i lommen, som en påmindelse om, at Gud har væltet stenen også for dig. Opstandelsen er lige her – i dit liv.


Amen.


Dagens tekst:
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

lørdag den 12. april 2014

Palmesøndag 2014



Jeg har lige været i teateret og set forestillingen Les Miserable. Det handler om en mand, Jean Valjean, som har været i fængsel i 19 år, oprindeligt for at stjæle et stykke brød til sin sultne søster. Da han bliver løsladt, forsøger han at finde et sted at sove, men selvom han har afsonet sin straf, så vil ingen have ham inden for deres døre. Han er straffet, og straffen klæber ved ham.

Han må sove på gaden. Det gør ham bitter. En dag møder han en biskop, der inviterer ham indenfor og giver ham mad, men i stedet for være taknemmelig, er Valjean blevet så præget af den måde, han er blevet behandlet på, at han stjæler noget sølvtøj. Straffen der klæber til ham, er efterhånden blevet en del af ham som person.

Politiet fanger ham, og så sker der noget forunderligt. For biskoppen, som man kunne forestille sig ville pege fingre af ham, vælger i stedet for at redde ham. Han siger, at sølvtøjet var en gave, og giver ham ovenikøbet to sølv lysestager. Men biskoppen giver ham også nogle ord med på vejen – han siger til ham, at han skal bruge sølvet til at blive en hæderlig mand. Han giver ham en chance som ingen andre ville give ham – han tror på ham som menneske.

Valjean bliver set som den han er, og det forandrer det, han gør.

Han bliver en hæderlig mand, tager sig af en lille pige, og giver hende en god opvækst. Og han dør mæt af dage. I bogen fortælles det, at en engel kommer for at hente hans sjæl, men i musicalen synger de i stedet for følgende:

”At tro på kærligheden er at stå foran Gud.”

Så ligetil kan livet med Gud forklares.

Og det, der er ligetil, er ofte det rigtige. Vi hører om Maria i dag, der tager noget meget kostbart olie, og hælder ud over Jesu fødder, og salver ham. Det er ligetil – en enkel handling, der ikke kræver andet end kærlighed.

Hun satte sig for hans fødder, og salvede ham. Der er sikkert mange, der i dag ville værge sig ved at sætte sig foran et andet menneskes fødder og salve dem. Der ligger en ydmygelse i det, som mange ville finde svært ved at få ind i deres liv. Vi vil helst ikke ydmyges; men der er netop en forskel på at ydmyge sig, og det ydmygende. Det ydmygende er en mand, der stjæler sølvtøj fra ham, der giver ham mad, eller den mand, der stjæler af pengekasse i stedet for at give til de trængende. Det ydmygende fjerner livsglæde, mod og glæde fra livet. Det ydmygende får os til at krympe os, fordi vi bliver set på som mindreværd, eller behandler andre som mindreværdige. Det er handlinger, der kræver tilgivelse.

At ydmyge sig er derimod det, vi gør, når vi bukker os dybt for hinanden, fordi vi i virkeligheden ser storheden. Fordi vi tror på kærligheden. Og der må vi bukke os – ydmyge os, for det er Gud selv vi står ansigt til ansigt med.

Gud selv ydmygede sig, da han blev et menneske. Han skabte os, og efterfølgende valgte han at bukke sig dybt for sin skabning ved at lade sig føde som menneske.

Da Maria falder ned foran Jesus, er det et billede på, at Gud gør det samme for os. Han falder på knæ for os, ydmyger sig, fordi han ser storheden i os. Og når Gud gør det for os, da bør vi også gør det for hinanden. Livet er en konstant øvelse i at ydmyge sig overfor hinanden. At ydmyge sig betyder, at man giver den anden respekt. For respekt er ikke noget, vi kan kræve, men noget vi giver hinanden, når vi tør bøje os for medmennesket, og se dets storhed. Det er næstekærlighed.

Det er ligetil. For livet med Gud er ligetil. Det er, som når vi endelig kommer til en beslutning efter måske måneders overvejelser – når vi kommer til en beslutning, så forekommer svaret så enkelt, at vi kan undre os over, at vi ikke fandt det før. På samme måde med kærligheden – når vi lader kærligheden fylde i vores liv – åbner vores hjerter – så er det, det meste enkle og ligetil i verden at favne vores næste i kærlighed.

Kritikere ville måske kalde det naivt. Det er naivt, at tro på, at mennesket kan være så stort. For der er så mange modbydelige handlinger, der sker både mellem nationer og mellem mennesker.

Desmond Tutu, der er ærkebiskop i Sydafrika skriver om netop dette således:

”Der synes ikke at være nogen ende på menneskets kreativitet, når det drejer sig om at gøre hinanden ondt, og ingen ende på de grunde, vi kan finde til at retfærdiggøre det. Men der er heller ingen ende på menneskets evne til at hele det brudte. Vi har hver især en medfødt evne til at skabe glæde ud af lidelsen, til at finde håb i de mest håbløse situationer og til at hele et hvilket som helst forhold, der behøver at blive helet.” (Tilgivelsesnbog, Desmond og Mpho Tutu, s. 10-11).

Ja, det er at være realistisk, når vi erkender, at vi kan være rigtig onde mod hinanden; men det er også at være realistisk, når vi erkender, at vi kan tilgive, tro, håbe og elske steder, det forekommer umuligt.

Vi har evnen til at åbne vores hjerter på tidspunkter, der ser umulige ud. Som Maria gjorde det ved et middagsbord, eller som biskoppen i Les Miserable gjorde det, da Valjean var blevet fanget. Vi kan åbne vores hjerter og falde på knæ for hinanden.

I dag begynder påskeugen, og det begynder med denne fortælling om Maria, og om fortællingen om Jesus, der rider ind i Jerusalem på et æsel.

Jesus rider ind i Jerusalem, som han også rider ind i vores hjerter. Jesus rydder det af vejen, der lukker vores hjerter af for kærligheden. Det kan være vrede og bitterhed, som i Valjeans tilfælde. Det kan være smålighed, som i Judas’ tilfælde. I dit liv er det måske trodsighed. Måske gider du ikke, måske har du givet op. Måske nægter du, at se storheden i andre, eller måske oplever du, at alle er på nakken af dig – eller måske har livet givet dig så mange ar, at du har det, som om du havde været fængslet i 19 år.

Det rydder Gud af vejen. Han åbner dit hjerte, falder på knæ foran dig, salver dig, og ser storheden i dig. Du skal tro på kærligheden, ikke fordi jeg siger det, men fordi du står ansigt til ansigt med Gud, når du tror på kærligheden.

Jesus var Guds ansigt på jord – han kom for at fortælle os om kærlighedens budskab – et budskab, han troede så meget på, at han endte med at dø for det. På fredag bliver han hængt op på kors, fordi han nægtede at lade bitterhed, vrede og hævn fylde, og fordi han valgte at tro på kærligheden.

Det er en høj pris at betale for kærligheden. Men en pris, der er værd at betale – han mødte ondskab med godhed, og vandt. Gud gav os ikke bare sølvet – vi fik to lysestager oveni.

Palmesøndag er glædens dag.

Jesus rider ind i Jerusalem, åbner vores hjerter, og gør livet større – så stort, at det går an både at råbe Hosianne af glæde, og knæle i ydmyghed.

Tak Herre, Tak Gud, fordi du ser os, ikke som vi gerne vil være, eller som vi bør være, men lige præcis som vi er – og der knæler DU for os, og salver os med kærlighed. Tak.
Amen


Dagens tekst:
Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.



Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. Joh 12,1-16

lørdag den 5. april 2014

Mariæ bebudelses dag 2014



Jeg tror et græsstrå er intet mindre end

stjernernes svendestykke,

og myren er lige så mirakuløs, eller et

sandskorn, eller gærdesmuttens æg,

og løvfrøen er en af den Højestes mesterværker.

og brombærranken ville smykke Himmeriges sale,

og det ubetydeligste hængsel i min hånd gør al

mekanik til skamme,

og koen der rasper græs med sænket hoved

overgår enhver statue,

og en mus er mirakel nok til at slå benene væk

under seks trillioner af vantro.


(”Jeg tror et græsstrå” af Walt Whitman (1819-1892), Gengivet fra Trinitetsmaksinen, s. 54)

Sådan skriver Walt Whitman.

En myre, et sandkorn eller en mus er et mirakel? Måske er miraklernes tid ikke forbi. Ja, tag bare ørets kringlede form. Måske er det et tegn, et symbol eller et bevis på, at Gud er stor. Eller en barnefod, der spjætter mod verden. Måske er den et håb, der finder vej til vores hjerter. Eller tag bare solsorten, der synger på en tagryg i tillid til at hele verden vil høre dens sang. Miraklernes tid er ikke forbi.

Det store skal ses i det små. Det mirakuløse skal findes i den verden omkring os – i nuet.

Det store skal ses i det små. Det ved vi godt, men vi glemmer det i hverdagens rasen, i køen i Rema og når vi ikke kan finde vores nøgler. Vi glemmer det, fordi hverdagen løber af med os.

Vi ser ikke en myre som et mirakel, men husker, at vi skal have købt myrelokkedåser. Vi ser ikke græsstrået som stjernernes svendestykke, men som en påmindelse om, at vi skal have slået det. Hverdagen løber af med os – livet løber af med os. Og vi løber efter, for hvor skulle vi ellers løbe hen? Storheden forsvinder i det små i stedet for at blive påmindelsen om, at Gud har skabt denne verden som et helt mesterværk.

Storheden skal ses i det små, og godt for det – for vi lever i det små. Vi er mennesker, der på en og samme gang er ganske små og helt mirakuløse.

Tænk jer – i forhold til det store univers med stjerner der fødes og dør, med galakser og uendelighed, da er vi blot små væsener.

Men i forhold til Gud, der skabte verden og ud af støv formede os, da er vi store. Vi er skabt af stjernestøv.

Vi er en del af det uendelige univers, som vi iagttager gennem en kikkert. Men vi får ikke altid øje på det store i os selv, i stedet for forsøger vi at kigge til verdens ende i jagten på noget større end os, og vi glemmer, at i os, ligger universet gemt som støvkorn, formet af vores skaber.

Gud har villet, at vi skal leve. Gud har villet din eksistens som den er. Og derfor er vi i os selv små mirakler, der vidner om, at livet på en lille planet er værd at leve.

Gud vil os. Gud vil dig.

Men Han nøjes ikke med, at se på os gennem en kikkert på afstand. Han ville se det store i det små på tæt hold, og derfor valgte han at lade sig føde som et menneske.

På denne Maria Bebudelsesdag fejrer vi, at Maria, en helt almindelige kvinde, skulle være mor til Jesus – til verdens frelser. Det pudsige er, at det netop er Maria. For hun var virkelig almindelig – der var intet særligt ved hende. Ja, skulle man pege på en kvinde, der skulle føde verdens kommende frelser, ville mange næppe vælge en alt for ung pige fra sted, som ingen dengang havde hørt om. Og man ville da slet ikke vælge en fattig kvinde, men hellere en kvinde med ressourcer.

Men Maria blev valgt. Og Gud har en tilbøjelighed til at vælge dem, der ikke egner sig. Jeg læste før om Sarah, der blev mor selvom hun var alt for gammel, og hendes skød tørret ud. Jesus vælger fiskere og analfabeter til at være sine disciple, og Paulus forfulgte kristne og slog dem ihjel. Det er sådanne mennesker, Gud vil have noget at gøre med. Dem som ingen andre regner, dem der ingen chancer har – dem der under ingen omstændigheder kan vinde x-faktor.

DE bliver valgt, når Gud skal vælge. For Gud ser storheden i det små.

Og Maria blev valgt. Valgt til at bære et barn under sit hjerte. Englen Gabriel kom til hende, og hun blev bange. Men englen siger til hende: ”Frygt ikke.”

Frygt ikke. De ord bliver gentaget den nat – 9 måneder senere – hvor Jesus kommer til verden. Da kommer en hel hær af engle til jorden, og finder en flok hyrder på en mark. Budskabet om verdens frelser blev ikke givet til de store i samfundet, men til de små – til hyrderne. Og også de bliver bange, og englene gentager ordene: ”Frygt ikke.”

Frygt ikke – sådan skal det siges til det menneske, der ikke forventede at blive udvalgt. Som ikke regnede sig selv for andet end støv. Som ikke så, at Guds kærlighed rakte hele vejen ind til deres hjerte. Det menneske, bliver overmandet, overvældet og forundret over at Gud fik øje det.

Frygt ikke. Maria hører de ord, og de gør hende tryg, for de bliver en forsikring om, at Gud er Gud også for hende. Og da tør hun lægge sit liv i hans hænder.

De ord lyder også til os i dag. Frygt ikke. Måske bør vi skrive de ord ned – på en post-it, på vores spejl i gangen eller som baggrundsskærm på din computer, så vi hver dag kunne få at vide, at vi ikke skal frygte.

Gud har udvalgt dig til dit liv, og hans kærlighed er stor nok til at også kunne rumme dig. Du kan trygt lægge dit liv i hans hænder, for Gud har lovet at ville gå med os. Han går ved siden af dig, og hvisker et ”frygt ikke” til dig hver gang du tvivler eller falder på din vej.

Gud går med dig.

Men vi tror bare ikke altid på det. Og derfor er der mange af os, der leder efter Gud i vores liv. Vi søger Gud gennem en følelse af nærvær, et tegn på at han er til, eller måske ligefrem et konkret bevis, der kan fortælle vores fornuft, at han er til. Vi leder efter Gud. Vi tager en kikkert frem og skuer rundt i livet efter Gud. Men det er nu engang svært at se det, der er tæt på os gennem en kikkert. Tag kikkert fra dine øjne, og se, at Gud er i dit liv.

Det store skal ses i det små.

Det store skal ses i det liv, vi lever. I den hverdag vi har. Det er her Gud møder os, ligesom han mødte en helt almindelig pige, Maria, der skulle bære verdens frelser under sit hjerte.

Det store skal ses i det små, og derfor må vi bryde ud i lovsang, som Maria måtte bryde ud i lovsang af glæde over Guds kærlighed til sin skabning.

Det store skal ses i det små. Vi bliver store i lyset af Guds kærlighed – Frygt derfor ikke, men gå frimodigt ud i det liv, Gud har givet dig.

Jeg tror et græsstrå er intet mindre end

stjernernes svendestykke,

og myren er lige så mirakuløs, eller et

sandskorn, eller gærdesmuttens æg,

og løvfrøen er en af den Højestes mesterværker.

og brombærranken ville smykke Himmeriges sale,

og det ubetydeligste hængsel i min hånd gør al

mekanik til skamme,

og koen der rasper græs med sænket hoved

overgår enhver statue,

og en mus er mirakel nok til at slå benene væk

under seks trillioner af vantro.



Dagens tekst:
Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Luk 1,46-55

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...