3. søndag efter trinitatis, 2016

Vi lever i en tid med muligheder. Eller vi lever i en del af verden med mulighed. Vi kan næsten vælge det liv, vi gerne vil leve. Vi kan vælge uddannelse. Vi kan rejse til dele af verden, hvor mennesker ikke er nær så privilegerede som os. Vi kan vælg, om vi vil spise økologisk eller ej.

Vores liv er fyldt med valg, som det forventes, at vi træffer. Ja, faktisk vil mange mene, at der er noget galt med os, hvis vi ikke træffer valg. ”Kun døde fisk flyder med strømmen”. Sådan stod der på mit penalhus, da jeg gik i skole, sammen med en masse andre slogans, der skulle hjælpe os unge til at begynde at træffe valg. For hvad vi end traf af valg, så skulle vi sikre os, at det var vores egne. Vi måtte for alt i verden ikke bare flyde med strømmen.

Sådan var og er der lagt en slags forudbestemt skabelon ned over vores liv i denne del af verden. Individualismen kalder vi den. Det er individet, der er i centrum i dag.

Der er meget godt at sige om individualismen. Jeg er datter af en smed, så for 100 år siden ville det ikke ligge i kortene, at jeg skulle få mulighed for at få tage en akademisk uddannelse, og blive præst. Nå ja, så havde jeg også kønnet imod for 100 år siden –det fik vi heldigvis lavet om på, så kvinder også kan fungere som præster.

Men altså der er meget godt at sige om individualismen, fordi den giver os mulighed for at vælge vore egne veje i livet. Vi har frihed.

Men som alt andet, så er friheden ikke absolut, for med alt hvad vi gør, så er der konsekvenser, slagsider og priser, der skal betales. Og individualismen er ikke kun mulighedernes marked, men er også en række forventninger fra samfundet. Forventning, der kan få folk til at knække nakken.

Formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, har påpeget, at der særligt findes tre krav til unge i denne tid. Krav, som jeg mener, ikke kun gælder unge, men som også rammer folk på arbejdsmarkedet.

Det første er kravet om et godt udseende. Man skal være smuk, velproportioneret og veltrænet. De sociale medier fylder hver dag unges liv med billeder af smukke mennesker, der er langt fra gennemsnitlige, men som de forventes at kunne leve op til. Det giver et stort pres på den enkelte, at skulle efterkomme sådanne idealer, og mase sin krop ned i forme, der slet ikke passer en.

Det andet krav, som Eva Secher Mathiasen nævner, er kravet om at have en personlighed, der trives godt i fællesskaber og ikke mindst gør sig bemærket i dem. Jeg er som menneske, præst og kristen en fortaler for fællesskaber, men jeg ved også, at det perfekte fællesskab ikke findes. Det kan være svært, krævende og man kan blive såret i fællesskaber. Man kan føle sig udenfor, og der kan være en kamp om at have den populære position i gruppen. Fællesskaber er besværlige, men de er også det værd. Men det er bare ikke den fortælling, de unge hører. De hører kun om perfekte, konfliktløse fællesskaber. De får at vide, at deres succes som menneske afhænger af, hvor gode de er til at indgå i fællesskaber, og ethvert glimt af svaghed, bliver gemt af vejen.

Det sidste krav er kravet om kompetencer. I en tidlig alder begynder unge at sammenligne sig med hinanden, og sammenligne karakterer. Vores to præster for studerende her i byen, der begge er knyttet her til kirken, kan fortælle om unge, hvis verden bryder sammen, hvis de får en anden karakter end 12. Der er simpelthen blevet et lighedstegn mellem ens værdi som menneske og ens faglige kunnen.

Mange unge tror, at hvis de ikke er de bedste, så er de ikke gode nok.

Så vidt formanden for Dansk Psykolog Forbund Eva Secher Mathiasen.

Disse krav, som hun nævner, er altså slagsiden ved vores samfund, og lægger et enormt pres på, ikke bare unge, men på folk på arbejdsmarkedet også. Kravet om at være det perfekte menneske, eller kravet om at leve op til forventningerne. Det gennemsnitlige menneske har trange kår, hvilket er rigtig skidt, for de fleste af os, er jo pudsigt nok netop det – gennemsnitlige. Og som gennemsnitlig menneske, vil man opleve at fejle, fiaskoer og at blive skuffet. Det er en del af et liv. Og denne del af livet skal også fortælles.

Lignelsen fortæller netop denne fortælling. Vi hører om to mænd. Brødre. Den ene vil have forskud på sin arv, og da han står med pengene i hånden, drager han ud i verden. Langt væk fra sin familie. Der lever han et liv, hvor han bruger alle sine penge. Så sker der det, at der udbryder hungersnød, hvor han er. Han er fattig, sulten og forarmet. Og han må tage arbejde som svinehyrde, og drømmende ser han på de bønner, som svinene får at spise, og forestiller sig, at de ligger i hans mave i stedet for svinenes.

Den anden bror lever et liv, som man kan forvente. Han bliver derhjemme, gør det i samfundets øjne rigtige og passer sine pligter. Han er mæt og har en seng at sove i. Men da hans lillebror vender hjem, og deres far tager imod lillebroren med fest og glæde, og uden et eneste lillebitte ondt ord eller skæld ud, bliver han vred. Så vred, at han nægter at deltage i festen, og skælder sin far ud. Misundelig og forsmået står den store bror uden for huset og nægter at gå ind.

De to brødre er diametrale modsætninger. To fortællinger om livet. At leve fuldstændig i sine lysters vold, og at leve fuldstændig som andre forventer det. De bliver en slags eksempler på, hvordan vi lever vores liv. Vi kan måske identificeres os men en af dem, eller med dele af dem. Vi kan se, at det er os, der nogle gange vender andre ryggen, for at stille vores egne lyster, eller det er os, der bliver vrede og misundelige over andres glæde. Vi er nok ikke kun én af de to brødre, men har dele af begge i os.

Og i virkeligheden er det er en lignelse eller en fortælling om noget ganske almindeligt og hverdagsagtigt; nemlig en familie, hvor forskellige personligheder engang imellem støder sammen.

Vi hører om, livet ikke er altid er perfekt. Vi kan ikke altid leve op til de krav, der bliver stillet, og vi kommer til at såre andre og os selv.

I kristendommen bruger vi ordet synd om netop det. Synd betyder faktisk adskilt. Synd er, når noget, eller måske nærmere nogen, er blevet adskilt. Når vi ikke længere er i relation med hinanden – når vi vender Gud ryggen, og drager væk fra ham. Så er vi tabt. Så er vi adskilt, og det er synd. Både for Gud og for os.

Brødrene synder på hver deres måde. De bliver adskilt fra faderen. Eller det er jo Gud, det handler om. De bliver adskilt fra Gud. Enten ved at rejse bort, eller ved i harme at påpege uretfærdig og føle sig forbigået – ved at stille spørgsmålstegn ved kærligheden.

Begge brødre bliver adskilt fra Gud, og ved at gøre det, så sårer de faktisk dem selv. De påfører dem selv et sår, så smertefuldt, at det hæmmer deres handlinger og følelser. Et sår, der lukker kærligheden ude. Og det er der mange, der gør. Vi lukker kærligheden ude af vores liv. Måske fordi vi selv er blevet såret engang, eller fordi vi ikke føler vi fortjener den, eller måske af helt andre grunde, så lukker vi kærligheden ude. Vi åbner os ikke for den. Og såret i vores indre, bliver ved med at smerte os. Og det eneste, der kan hele os, er kærlighed.

Vi har brug for kærligheden. Vi har brug for Gud, der ser os i det fjerne, og derefter kommer løbende imod os, sætter en ring på vores finger, klæder os i festtøj, og fejrer, at vi er kommet til ham.

Gud er kærlighed. Det står der faktisk i Bibelen. Gud er kærlighed. Han er selve kærligheden, og alt han vil og er, er kærligt. Han stiller ikke krav til os, han forventer ikke af os, at vi er bedre end gennemsnittet og han skælder os ikke ud, når vi går veje, han ved ikke er gode for os.

Han tager os derimod i favnen, som var vi små børn, der kommer grædende til ham, og tager os op og trøster os. Han favner os i kærlighed, og visker alt det bort, der gør, at vi tror, vi er mindreværd end andre. Vi er præcis som vi er skabt til at være. Vi er alle som en skabninger med kærligheden plantet solidt i vores hjerter. Vi har kærligheden, og vi kan bruge af den – både når vi tænker på os selv, og når vi tænker på andre. Vi skal være milde overfor os selv, som vi skal være milde overfor andre. Vi skal altså hverken dømme hinanden eller os selv. Vi skal forsøge at gøre den kærlighed, vi har fået givet, levende, så den kan trives mellem os. Derfor beder jeg også ved nadveren på alles vegne om, at kærligheden skal blive netop levende blandt os.

Kærligheden skal gro og vokse, så den kan række til alle omkring og os længere endnu, og det begynder med en Gud, der kommer dig løbende i møde, tager dig i sin favn, og elsker dig.

Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.