lørdag den 30. september 2017

16. søndag efter trinitatis 2017



Håbet er et anker. Sådan bliver det skildret. Som et anker, man kan kaste ud i vandet, når man mangler et holdepunkt i sin tilværelse. Håbet er et anker.

I mange kirker i Danmark hænger der et skib netop med et anker. Et symbol på, at vi som menighed sidder ombord på et skib, en båd, der sejler gennem livet.

I vores kirke er det ikke et skib, men en fisk – måske en hval (Lavet af Ejvind Nielsen). Er det en fisk minder den os om, at kristendommen fra begyndelsen blev symboliseret med en fisk, dengang de kristne var forfulgte, og måtte skjule deres tro, for at redde deres liv. Fisken var det hemmelige tegn mellem kristne, så de kunne finde hinanden. Fisken blev valgt, fordi man ud fra de græske forbogstaver for ordet fisk, kunne stave Jesus Kristus Guds søn frelseren. Så måske er vores skib en fisk som symbol på kristendommens ukuelighed og Guds frelse gennem sin søn.

Men måske er det en hval, og så tænker vi på Jonas i hvalens bug. Der sad han i tre dage, fordi han ikke ville gøre det, som Gud bad ham om. Han sad der indtil han fortrød, og han blev spyttet ud, så han igen kunne gøre Guds vilje. Måske er det en hval, der fortæller os, at alting nok skal gå, hvis vi tør gå Guds veje.

Vore skib er en fisk og en hval.

Og som ethvert skib har den et anker, også selvom vi ikke kan se det. Men ankeret er der – håbet er der. Håbet kan vi ikke leve uden.

For uden håb er alt håbløst.

På sygehusene rundt om i Danmark, bliver der igen og igen sagt mellem pårørende til meget syge, at de stadigvæk har håbet. Det er det sidste, vi står med, når livet nærmer sig sin afslutning. Da kaster vi vores anker, og håber. Håber at miraklernes tid ikke er forbi, og håber, at kommer miraklet ikke (og de er jo svære at kalkulere med), så lad den sidste tid være nådig og værdig.

Håbet og livet hænger sammen. Uden håb giver livet op. Vi er håbsmennesker. Det ligger dybt i os, at vi gerne vil håbe.

Men vi kan miste vores håb. I mødet med døden kan håbet blegne.

Håbet bliver uhåndterligt. Vi kan ikke rigtig finde ud af at kaste anker, og vi leder efter svar, efter logiske grunde, efter skyld at placere hos os selv, hos andre. Vi kan have svært ved at acceptere døden.


Døden ødelægger livet.

En enke har mistet sit barn. Sin eneste søn. Hun går de tungeste skridt et menneske skal gå, nemlig at gå med sit døde barn til dets grav. Et følge går med hende, og sammen græder de. Hendes søn er død kort forinden, og hurtigt er han blevet vasket og gjort klar, så de kan bære ham til graven. Sorgen og chokket er nyt. Enken går i en gruppe af mennesker, men enken går også helt alene.

Fortvivlet, midt i al det meningsløse går hun. Hjertet skriger til bøn; red mig, for jeg synker (DDS 636).

Jesus går forbi hende. Og han hører hjertes bøn, og føler med hende. Føler hendes smerte så voldsomt, at han kan mærke det i hele sin egen krop.

Hendes tårer rører hans hjerte. Og han siger til hende: græd ikke. Ikke som en hård kommando, men som pust af håb. Græd ikke, for se nu.

Og han går hen og opvækker sønnen, med ordene: Rejs dig op. Og som ved et trylleslag, der bliver svunget over den døde, rejser han sig op, og begynder at tale. Så pludseligt som døden kan synes at komme og stjæle livet, lige så pludseligt er drengen i livet, og givet til sin mor. Og moren tager imod ham med åbne arme, forestiller vi os. For hvad, der var mistet, har hun fået igen. Og det ønske, hun har haft, om bare én eneste gang mere at kunne trykke hans varme hånd i sin, og snuse duften fra hår – det ønske er gået i opfyldelse.

Og ikke bare hende, men hele følget, kan igen håbe. For hvor håbet var taget fra dem af døden, har de fået det igen af livet.

Jesus vækker til liv.

Men, og der lyder et men i dagens evangelium, hvordan skal vi i vores eget liv bruge denne fortælling om opvækkelsen? For drengen skulle jo dø igen, men langt senere i sit liv, og jeg forestiller mig, at han dør mæt af dage – klar til at gå til Gud.

Så døden blev han ikke snydt for, men den blev udsat.

Måske vores fokus ikke skal være på underet eller på sensationen, men på hvad der sker, når Jesus får øje på os. Jesus får øje på enken, og hendes sorg er hans sorg. Og han mærker den sorg.

I en af Ingemanns børnesalmer, Nu titte til hinanden (DDS 750), synger vi, at Gud ånder på øjet, når det græder. Som en stille hvisken, en blid brise, som et lille lys i mørket, sådan ånder Gud på øjet det græder. Og Jesus så kvinden – ser os. Ser os, når vores liv er en kamp, når døden braser ind i livet, og truer med at vælte os. Ser at vi kæmper.

Og lige så stille giver han os håbet igen. Ånder os på øjet, når vi græder.

For den forvandling der skete med kvindens sorg, den forvandling lover Jesus også vil ske med os.

Det er en særlig erfaring som de mennesker, der møder Jesus igen og igen har. De bliver rejst op, når de ligger som døde, og får håbet igen. De bliver sat ind i et håbsfællesskab. Det er noget som kun Gud kan – og Jesus kan det, som kun Gud kan. Jesus giver os vores håb igen, når det er tabt. Han giver os opstandelsen.

Der sker en genfødsel af håbet. Igen kan vi rejse os op, se os omkring. Vi kan igen uhindret mærke, favne, kysse og tale med de mennesker, der er omkring os. Vi tør igen leve livet. Som havde vi siddet fanget i mørket, og igen pludselig var vi blevet blæst ud i livet. Vi kan ånde og leve! Opstandelsen er lige her.

Søren Ulrik Thomasen skriver om opstandelsen i sin seneste bog: ”En hårnål klemt inde bag panelet”.

”Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank cykelklokke et sted derude i morgenmørket”.

Opstandelsen kan vores hjerner ikke fatte, men vi kan fornemme den ude i mørket, som en klar lyd, der når vore øre.

Opstandelsen kaster lys ind over livet, så vi kan leve på trods. Han ser os! Føler med os! Og giver os håbet!

Håbet er et anker, Jesus kaster ud i vandet, når vi mangler et holdepunkt i livet.



Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

mandag den 18. september 2017

14. søndag efter trinitatis 2017, Lokalcentergudstjeneste

"En mand skulle til et vigtigt møde i centrum af København. Han ledte og ledte efter en parkeringsplads, men kunne ikke finde en. Han kom i tidsnød og sagde så: ”Gud, jeg ved ikke om du er der, eller om du hører mig. Jeg beder aldrig om noget, men nu har jeg brug for din hjælp. Så hvis du hører mig, så har jeg virkelig brug for en parkerinsplads lige nu, så jeg kan nå mit møde”. Mens han bad kørte han rundt og rundt og lige som han var færdig med sin bøn sagde han: ”Gud, det er ligemeget nu, jeg har selv fundet en plads”. "

(lånt af kollega)

Sådan tror jeg mange har det. Man kan jo altid lige prøve det af det der med at bede Gud om hjælp i en snæver vending. Hvad kan det skade?

Ja, det skader i al fald ikke lige at sende en enkelt bøn afsted, og klarer Gud ikke ærterne, så kan man jo selv gøre det.

Vi er så vant til at klare livet selv, at vi simpelthen ofte tror, at alt i livet er vores egen fortjeneste. Vi er ikke særlig gode til at lægge vores liv i andre hænder – lægge vores liv i Guds hænder.

Det kalder man "Gud i vold". Det er ikke et udtryk, man hører så tit længere. Faktisk er det snart 18 år siden, jeg sidst hørte det brugt offentligt, nemlig ved Dronning Margrethes nytårstale ved årtusindskiftet, hvor hun sagde Gud i vold.

Det betyder at lægge sit liv i Guds hænder – at stole på, at han tager sig af os, skærmer os – tager vare på os.

Men selvfølgelig har ordet også en anden mere ubehagelig association – nemlig vold! Vold som magtmisbrug. Vold som overfald, voldtægt og terror. Her er vold alt det, vi forsøger at arbejde mod. Vold betyder, at andre har fysisk magten over en, og misbruger den. Vi kender det også fra, at man siger, at man med vold og magt vil noget.

Ordet vold er i vores hverdagssprog et ord, der beskriver noget negativt. Det er frygteligt at være i nogens vold, hvis de ikke elsker en eller har barmhjertighed med en.

Men når man er i Guds vold, får ordet en anden klangfarve – en anden betydning. For her har vi at gøre med Gud, der elsker os, og viser os barmhjertighed. Ham der engang har skabt os, og som vil os alt godt i verden. Det er i hans varetægt, vi er. Og når vi siger: Gud i vold, så erkender vi, at vi afhængige af ham. Det er ham, der sørger for livet – sørger for kærligheden og nåden.

Vi læner os op ad ham, og stoler på, at han kan holde til os. Holde os ud, når vi er urimelige, bange, smålige eller vrede. Holde os ud, når vi ikke kan holde os selv ud.

Jeg har engang rejst i Indien, hvor de tro fylder meget mere i gadebilledet end herhjemme. Faktisk kan man ikke undgå at tale om tro, når man rejser rundt. Jeg besøgte den lutherske kirke i Indien, og opdagede hurtigt, at indere i langt højere grad lægger deres liv i Guds hænder. Således var jeg engang på vej op ad et bjerg i en bil fyldt med mennesker, da den pludselig midt i ingenting går i stå. Der holder vi så. Og der er lang vej til en by. Da går en af præsterne fra kirken ud af bilen, og stiller sig ved kølerhjelmen og begynder at bede Gud om hjælp, mens han slår utallige kors ud i luften. Og pludselig begynder motoren at brumme igen. Vi haster ind i bilen og kan køre videre.

Og inde i bilen takkede præsten Gud for hans hjælp i nødens stund. Han levede med en overbevisning, at Gud hjalp helt konkret til i verden.

Her i norden er vi lidt mere tilbageholden når det komme til Guds konkrete hjælp i verden, fordi vi erfarer, at det ikke er hver gang tingene går, som vi gerne vil have det. Men den erfaring har inderene altså også. Det er da ikke hver gang, det går så nærmest mirakuløst at motoren begynder at brumme igen, men som regel som løser langt de fleste situationer sig på en eller anden måde. Måske ikke som vi drømte om, men tingene har det med at løse sig. Og når tingene løser sig, så takker de Gud. Giver ham æren for livet.

Ligesom samaritanerne, vi hører om i dag, der bliver rask, og som derfor går tilbage til Jesus, for at takke ham og ære Gud.

Istedet for at blot at tage lige som en selvfølge, så takkede han.

Det kan vi lære meget af, for ofte kommer vi til at tage livet som en selvfølge, og måske endda blive vrede på Gud, hvis tingene ikke går lige som vi selv vil have det. Eller vi gør som manden, der ledte efter en parkeringsplads – vi tager æren selv.

Øvelsen er, at takke Gud – at lægge sit liv i Hans hænder, og stole på, at han viser os den kærlighed og barmhjertighed, vi har brug for. At gå tilbage og takke. For derefter at rejse sig og gå ud i livet igen.

Gud i vold.

Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

søndag den 17. september 2017

14. søndag efter trinitatis 2017



At være kendt – eller rettere genkendt – er rart. Det gør godt, at møde et menneske, der kan genkende en fra en anden gang, man har mødtes. Man har gjort et indtryk – man er nogen for nogen.

I dag hører vi også om mennesker, der har brug for at blive genkendt. Brug for at være nogen for nogen. De ti spedalske.

Spedalskhed er en frygtelig sygdom, der langsomt æder en op. Ens krop smuldrer simpelthen. Man taber sine lemmer – næse, fingre, tæer. Det er faktisk svært at se, hvem man var før, fordi ansigtet og kroppen ændrer sig, hvis sygdommen får lov at brede sig. På Jesu tid var der ingen behandling for sygdommen, og mange var bange for at blive smittede, og derfor skulle spedalske holde sig langt fra andre mennesker. De blev sendt ud i ørkenen, hvor de skulle råbe højt, hvis de så en rask komme gående, så den raske kunne skynde sig i sikkerhed. Tænk at skulle passe på andre, når man selv har brug for at blive passet på.

Spedalske har været udstødte, udskældte og uønskede. Ingen har set på dem. Ingen har genkendt dem for andet end sygdommen. De var med andre ord deres sygdom.

Og sådan taler vi ikke generelt om mennesker, der er syge. Vi siger ikke om en kvinde med influenza, at hun nu er influenza, eller om mennesker med kræft, at de nu er kræft. Det ville være absurd. Nej, de har fået en sygdom, men de er ikke deres sygdom. Deres identitet ligger et andet sted. Selvfølgelig vil langvarige sygdoms forløb farve identiteten, men der altid mere at sige om et menneske end sygdommen.

Derfor er der også værd at bide mærke i, at mennesker med spedalskhed bliver spedalske. De er blevet deres sygdom, som ikke bare fortærer deres krop, men som også fortærer deres identitet – de er ikke andet end spedalske. De er ikke andet end deres sygdom.

Isolerede, ensomme og forskudte. De har gået på grænsen af samfundet, på grænsen af livet.

Og selvom spedalskhed ikke er udbredt i Danmark længere, så kender vi godt følelsen af at blive behandlet som en spedalsk. Følelsen af at være alene, isoleret. Følelsen af ikke at være velkommen. Følelsen af ikke at blive set, der hvor man står i sit liv. Følelsen af ikke at blive genkendt – at blive overset.

Jeg hørte engang en prædiken af en præst, der talte om netop det, at blive overset, og så kommer hun med en sidebemærkning om, at hun godt nok aldrig havde prøvet det, men at hun forestillede sig, at det måtte være hårdt.

Så sad man der som menighed, og følte sig i den grad overset. Som en spedalsk, som selv ikke præsten ville kendes ved. Det viser bare, hvor svært det er at tale om det at være blevet isoleret af andre mennesker. Frygten for, at man bliver upopulær, hvis man fortæller, man har prøvet at være udenfor. Det skilter man generelt ikke med. Vi vil ikke genkendes som en, der har været eller er isoleret eller ensom, forskudt eller overset.

Inger Christensen har skrevet et digt om det at føle sig udenfor, eller om angsten for at blive udstødt af fællesskabet, og det lyder sådan her:

Angsten for at være sammen

være sammen med andre

der pludselig ved

hvad de ikke må vide

om sig selv

være sammen med andre

der pludselig siger, at man ikke må sige

det man har sagt



og hvis man siger det mere

så går de

en trussel

et chok

eller sammen med andre

der slet ikke gider

og sammen med andre

der gider for meget

eller sammen med

anklagen

sladderen

vreden

(Inger Christensen, ”Samlede digte”, Gyldendal, s. 340)

Sådan skriver hun. Hun skriver faktisk om social kontrol, selvom hun ikke bruger ordet. Hun skriver:

”være sammen med andre

der pludselig siger, at man ikke må sige

det man har sagt (...)”

Der findes social kontrol i alle fællesskaber, og oftest er det med til at sikre, at der er plads til alle i fællesskabet; men social kontrol kan også tage overhånd, så den ikke længere sætter mennesker fri, men binder dem fast til en bestemt måde at tænke og være på. Og enhver afviger bliver smidt ud. Social kontrol er særlig farlig, når den bliver blandet med religion, for så får den sociale kontrol sin autoritet fra en gud, og dermed bliver menneskets små bestemmelser over gruppen til en guddommelig lov, der er ufravigelig. Mennesket projicerer simpelthen deres eget magtbegær ud på en gud, og bilder andre ind, at det, de siger, er guddommelige bestemmelser. De kontrollerer andre gennem social kontrol.

Det ser vi i Det nye testamentes noget karikerede måde at tale om farisæerne på. Farisæeren var så fokuserede på loven, og på at korekse andre, at fællesskabet blev usundt. Fællesskabet overså mennesket, og fortalte folk, at man ikke må sige, det man har sagt, som Inger Christensen formulerer det.

Så er fællesskabet ikke længere et fællesskab, men et magtinstrument. En måde at fastholde mennesker på. En måde at fastholde den spedalske på grænsen væk fra de andre. Og frygten får de andre til at fjerne sig, hvor de spedalske kommer frem.

Men hvor vi ikke tør, der tør Kristus.

Jesus bevæger sig nemlig i grænselandet. Han går derude, hvor vi andre holder hos væk af smittefare. Han går derude, hvor de spedalske er. Derude, hvor der er øde.

Derude, hvor han kan høre råbene fra dem, der trænger til at blive set. Og han ser dem. Han ikke bare ser dem – han helbreder dem, så de igen kan bevæge sig blandt andre og blive genkendt.

Jesus fjerner alt det, der skiller os fra hinanden, så vi kan være sammen i fællesskaber, hvor vi ikke skal kontrollere hinanden; men være sammen som mennesker. Vi skal ikke længere se hinanden som spedalske eller udenfor, men som mennesker.

For det er, hvad vi først og fremmest er. Ikke spedalske, ikke danskere, fremmede, farisæerer, eller hvilket mærkat vi end sætter på hinanden og os selv. I evangeliets lys får vi lov at være mennesker først.

Elskede mennesker. Det var sådan Gud skabte os – som mennesker.

Fællesskaber, der insisterer på, at sætte næsten i centrum, er sunde fællesskaber, for der vil enhver bevægelse altid pege ud mod den anden.

Og denne bevægelse ud, ser vi rigtig tit hos evangelisten Lukas. Han fortæller igen og igen om Jesu møder med mennesker, hvor Jesus siger til dem: rejs dig og gå herfra. Jesus peger ud i i verden. Ud mod hinanden. Vi skal ikke flygte fra hinanden somom vi var spedalske, men derimod gå mod hinanden. Finde hinanden.

Jesus bruger os som sin krop i verden. Vi skal med vore fødder gå ud og møde hinande. Vi skal med vore hænder favne den, der har brug for det. Vi skal med vore øre, høre hvor der bliver kaldt, og vi skal med vore øjne genkende hinanden. Vi skal bruge vores lemmer til at være Jesu lemmer i verden.

Og vi skal i mødet genkende hinanden, ikke fordi vi nødvendigvis har mødt hinanden før, men genkende kærligheden i hinandens øjne. Vi er skabt af Gud, os elskede mennesker.

Lad os i dag gå herfra med det ord om, at Kristus viser os vejen til Gud og til hinanden. Han siger rejs dig og gå. Han sætter os ind under gudslysets skær, som vi om lidt vil synge om. Han sætter os ind i fællesskabet igen.



Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

torsdag den 7. september 2017

Sæsonstart, ældreeftermiddage 2017



I Skagen står den tilsandede kirke. Den har engang været i brug som Skagens sognekirke, men blev lukket pga. sandflugt. Sand der flygter fra stranden hen over grenen for at ende på den anden side – den anden strand. Råbjerg mile er sådan en sandflugt. Den bevæger sig med 15 meter om året – og vil med tiden dække hovedvejen til Skagen. Efter sig har den et spor af forfald. Sandflugt har drevet folk fra deres hjem, og hvad man har efterladt til milen, vil man efter mange år finde igen, men i stumper og stykker spredt over et stort stykke land.



Sandflugten er også en flugt for de mennesker, der bor tæt. Og tænk sig, at det bare er sand. Det er ikke andet end sand, der kan løbe mellem ens fingre, når man en sommerdag ved stranden tager en håndfuld op. Sand, man kan børste af sine tæer, efter man har gået med bare ben langs stranden. Sand, der er så flygtigt, men som i store mængder kan være så katastrofalt.



Sådan er det også med ord. Ord bruger vi hver dag. Vi smider om os med dem, selvom der er lavet undersøgelser, der viser, at hvor mænd bruger omkring 8.000 ord og dagen, så bruger kvinder...hold nu fast...16.000 ord om dagen. Altså dobbelt så mange.



Men om vi bruger få eller mange, så er ordet en stor del af vores hverdagsliv. Vi læser, vi taler, vi får viden og information gennem ord, vi bliver underholdt og vi beder med ord. Ord er vigtige.



Det var også med ord, at Gud skabte verden. I begyndelsen var ordet – Gud er et ord, der lyder i universet, og ved det skabes alting. Adam og Eva fik ordet, som de kunne bruge mellem hinanden og til at tale med Gud. Og da de forlod Edens Have fik de ordet med sig.



Og da Jesus trådte frem var det med et ord fra Gud, om at han var Guds elskede søn. Og Jesus brugte sine egne ord til at fortælle, forklare og åbne folks hjerter for Guds kærlighed.



Og ja, vi bruger også selv ordene til at åbne, for hjertets og sjælens dybder. Det kan være i samtalen med præsten, vennen eller sågar med den fremmede – samtalen med det menneske, der har tid og nærvær til at lytte til de ord, man har på hjertet.



Og det er en vigtigt pointe, at vi har ord på hjertet. Vi har ikke ord på hjernen, selvom hjerneforskerne siger noget andet. Vi har ord på hjertet, fordi hjertet betyder noget helt særligt for os. Ord er forbundet med det levende, det der banker. Tæt forbundet med det, der tæller for os – livet. Ordet gør os klogere på os selv og hinanden, hvis vi tør lytte.



Men ord kan også være som en sandflugt, der pløjer sig gennem et landskab og tager alt med sig på sin vej – destruktivt og ødelæggende. Ord kan splitte et menneske ad, for derefter at efterlade det i stumper og stykker over et stort område. Ord kan tages som gidsel i et forsøg på at hævde sig over andre, eller for at få ret. Ord kan råbes ad andre, og ord kan bruges til at sætte folk på plads. Ord kan såre værre end det drabeligste våben, for ord kan fjerne det i os, der gør os til mennesker. Ord kan dræbe kærligheden, glæden og livsmodet. Ord kan efterlade os med en følelse af, at vi ikke hører til. At vi ikke er velkomne i fællesskabet.



Og derfor skal vi være varsomme, når vi bruger ordet. Vi skal veje vores ord på en guldvægt for modtageren er ikke bare en statist i vores liv, men er et ægte levende menneske, der lader sig påvirke.



Mother Teresa sagde om ordet: Venlige ord kan være små og enkle at sige, men de genlyd i det uendelige.



Venlige ord giver genlyd i det uendelige. Det er så smuk en tanke, at venlige ords ekko aldrig holder op med at lyde. Som om livet var en tunnel, hvor alt det gode bliver ved med at klinge. Og når man bevæger sig gennem livet, kan vi hører alt det gode, Gud vil med os, hvis vi lytter efter.



Ekkoet er her i verden. Vi finder det i solopgangen en vintermorgen, i efterårets overflod, i smilet fra den fremmede, i barnets lille hånd, der griber ud efter din – i det fællesskab vi møder her i kirken. Vi skal blot lytte. Verden er fyldt med det gode ords ekko.



Det gode rummer en evighed i sig, for det gode er det, som Gud vil.



I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.



Guds ordet er lagt på vore tunger, så lad os gå ud i verden og sprede det. Sprede ordet om kærlighed, som var det blade, der rasler af træerne, for derefter at flyve rundt i luften. Sprede ordet om glæden som var det en efterårsregn, der falder i haver og på hustage. Sprede ordet om håbet som var det en efterårsstorm, der rusker i os, og blæser alt mismod og vrede væk.



Venlige ord kan være små og enkle at sige, men de genlyd i det uendelige.

Amen




Tekstlæsning: evangelisten Johannes skriver (kapitel 1, 1-17) Copyright Bibelselskabet 1992



Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...