Sidste søndag i kirkeåret 2017

Da jeg skulle forberede denne prædiken skrev jeg på facebook: Hvis jeg siger dommedag, hvad siger du så?

Det kom der i løbet af et døgn ikke mindre end 99 kommentarer på.

Nu kender jeg en del præster, så de skrev selvfølgelig Guds nåde, Jesu genkomst, den mister livet skal vinde det og et par stykker skrev fårene til højre og bukkene til venstre, der netop er taget fra dagens evangelietekst.

Men de, der ikke var præster skrev alt fra angst, dårlig amerikansk film, black Friday, tandlæge til fantaster.

Noget af alt det her var skrevet i spøg, men det viser noget vigtigt om det moderne menneskes forhold dommedag – de har ikke et forhold til det. Eller de har ikke et forhold til den religiøse dommedag. For jordens dommedag hører vi om hver dag – klodens ressourcer bliver mindre og mindre, forureningen værre og værre, verdens ledere puster sig op overfor hinanden og oprustning er pludselig blevet en del af hverdags sproget igen – og så er der terror, der rammer tilfældigt og uretfærdigt. Der er nok af katastrofer, der kan lede vores tanker hen på dommedag. Den selvforskyldt dommedag, hvor vi mennesker i vores uendelige dumhed og snæversynethed er i gang med at ødelægge den verden – den smukke blå planet – som vi bor på.

Så ordet dommedag, er såmænd ikke fremmed for os. Men når vi kobler Gud på, så vækker den trang til at være humoristisk eller det bliver et argument for at kristendommen er manipulerende og magtsyg og vil holde folk nede med frygt.

Så ja dommedag vækker følelser og reaktioner.

Og dommedag ER svært at tale om. Dels fordi den ligger ude i fremtiden og måske ikke betyder ret meget for den enkelte, og dels fordi vi i vores daglige kirkelige liv får nogle billeder af dommedag, som er så solide, at enhver anden tolkning faktisk bliver vanskelig. Billeder er i sig selv ikke andet end tolkninger; men de kan blive så konkrete og rodfæstet i vores forståelse, at vi ikke længere giver plads til mere nuancerede forståelser.

Og dommedag er omgærdet af sådanne billeder. Særligt billede af Gud, der står og sender nogle mennesker op og andre ned, finder man mange steder. Ja selv den dag i dag lever den forståelse af dommedag i bedste velgående blandt mange – og det bliver bekræftet gennem film. Der findes mange film, der leger med den tanke, at et menneske egentligt skal ned, får en ekstra chance for at gøre noget godt, og dermed komme i himlen. Det handler om vores handlinger. Om vores gerninger - har vi gjort nok godt, så vi kan komme i Himlen??

Og før i tiden var skærsilden noget de fleste frygtede og troede på som en realitet. Der er talrige kalkmalerier i danske kirker til skræk og advarsel for menigheden. I Aarhus Domkirke er der stadigvæk et meget levende billede af skærsilden, og jeg forstår altså godt, hvorfor mange har været bange for det.

Så tanken om, at vi skal vejes ved dommedag om vi kan komme i Himlen eller skal i helvede, er faktisk et billede på dommedag, der stædigt holder ved – den dag i dag. Men billede er problematisk. Hvis vi insisterer på at fastholde, at dommedag handler om at skille fårene fra bukkene, så bruger vi trusler og magt til at få folk til at opføre sig ordentligt. Og Gud ansætter vi som bogholder til at holde styr på vores handlinger. Ja, egentlig kunne der sikkert skrives en algoritme, og så kunne der elektronisk holdes styr på os. Det er hårdt trukket op; men nødvendigt for at understrege, hvor ukristeligt det er, at fastholde talen om, at Gud dømmer halvdelen af os mennesker til helvede og den anden til himlen.

Vi må lægge sådanne billeder fra os, og stole på, at det, vi hører om Gud her i kirken, hver evig eneste søndag året igennem, og at det vi hører om Gud gennem Jesus – vi må stole på, at det gælder. Også når vi kommer til domsteksteren. Eller sagt mere præcist, så vi må TRO på Gud. Den Gud vi igen og igen hører ER kærligheden selv, kilden til glæden, ham der styrker vores håb og puster liv i vores tro. Den Gud. Den Gud, der lod sig føde som menneske af ren og skær kærlighed til sin skabning, fordi han ville være os nær.

Han skal vi tro på. Han er ikke hævnens gud, eller smålighedens gud – han er derimod kærlighedens Gud. Ham tro vi på!

Tro.

Tro er i sin essens tillid. En tillid til, at når vi hører om, at Gud er kærlighed, så gælder det. En tillid til, at Guds nåde rækker længere end vort øje ser. Og i det ligger der også et håb. Et håb om at Guds ord når alle mennesker. Om ikke andet så på dommedag. Alle får muligheden for at sige ja til Kristus. At mærke hans blik på en – det blik der ser, og ikke fordømmer. Det blik, der ser og forstår. Det blik, der gør os til mennesker.

Det er det, vi må sætte vores håb til. Vi håber, at det er rigtigt, at enhver frelses. Eller som en kollega Kaj Mogensen skriver i sin bog: Frelse og fortabelse: Hvis håbet skal være håbefuldt, kan det ikke håbe på mindre, end at Gud skænker alle mennesker den frelsende tro. S. 377.

Gud skænker os den frelsende tro. Han frelser os. Vi skal ikke frygte dommedag, men have tillid til, at Gud er en nådig Gud.

Dommedag er for mig en lige så stor realitet, som det er, at solen står op hver morgen. Jeg tror fuldt og fast på dommedag, og at en dag vil verden ende og Guds rige vil være overalt til alle tider. En tid hvor kærligheden vil være overalt – være alfa og omega. Og den dag vil Guds kærlighed skinne i verden, og oplyse ethvert mørke – selv mørket i mennesket – og da vil frelsen være her. Frelse betyder frihed. Så en dag vil friheden være. Kærligheden vil være. Gud vil være. Og sammen vil vi gå ind i Paradis.

Men indtil da, skal vi leve.

Luther skulle efter sigende engang være blevet spurgt: Hvis dommedag kommer i morgen, hvad vil du så gøre? Og han skulle have svaret: jeg ville plante et træ.

Det er faktisk slet ikke Luther, der har sagt dette, men nogle tyske teologer, der under 2. verdenskrig havde brug for håb. Og ved at lægge Luther ordene i munden, fik fortællingen mere autoritet. Og jeg synes faktisk ikke, at fortællingen bliver dårligere af, at det er nogle teologer, der under en af verdenshistoriens mørkets tider, har villet sprede håb, så de fandt på denne fortælling, og lagde en i munden på Luther.

Fortællingen er fin, fordi den så stædigt holder fast ved, at vi ikke skal bekymre os om dommedag, men holde fast ved at leve livet. Vores liv.

Vi skal plante et træ. Eller sagt på en anden måde så skal vi være noget for hinanden. Vi skal skabe vækst ved at hjælp, hvor der er brug for det.

Vi skal ikke gå og vente som hovedløse får på, at Gud nok skal frelse os. Vi skal leve med hinanden og for hinanden. Livet forpligter.

Det I gør mod minde de mindste, det gør I mod mig, siger Jesus. Ja, livet forpligter. Vi skal være noget for hinanden.

Vi skal vende blikket mod hinanden, plante et næstekærlighedens frø mellem os, og lade det vokse.

Hvis dommedag kommer i morgen, så plant et træ.



Amen







Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Jazz gudstjeneste 2017

Aftengudstjeneste afholdt 14. november 2017
Om trosbekendelse, om ord, om at føle sig fortabt og blive fundet.

”Jeg satte alt mit håb til Herren,
og han bøjede sig ned til mig
og hørte mit råb om hjælp;

han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;
han satte min fod på klippen,
så jeg stod fast.

Han lagde mig en ny sang i munden,
en lovsang til vor Gud.”
- Salme 40, Copyright Bibelselskabet 1992


Jeg satte alt mit håb til Herren, Jeg satte mit håb, men jeg satte det ikke fra mig. Jeg satte det hos dig, Herre og håbede. Hvad har man ellers tilbage, hvis man ikke har håb? Det er det sidste, vi står med, når vi holder livet i hænderne og er bange for at tabe det på gulvet så det knuses. Jeg satte mit håb til Herren, og håbede på, at han ville tage det forsigtigt i sine hænder og puste liv i det. Puste liv i mig.



Og han tog mit håb nænsomt mellem sine hænder og lyttede til mig. I en verden fyldt med ord, fyldt med tanker, fyldt med udsagn, dér lyttede han. Han lyttede, for han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp.



Vi lever i en tid af statements – i en tid fyldt med de rigtige ord, de rigtige emojis – det er et rigtigt pres. Og det handler om at råbe højest. Og jeg råbte også. Jeg råbte til Gud, fordi jeg troede, at han ikke kunne høre mig gennem skyerne. At ordene først skulle forlade jorden, gennem kakofonien af andres bønner, gennem gråvejret, op i en anden sfære før han kunne høre mig. Så jeg råbte. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Jeg skreg og jeg vidste ikke engang, dengang, om jeg sådan troede, at han ville lytte. For hvad nu hvis. Hvad nu hvis han ikke var der?



Men han lyttede. Han bøjede sig ned.

Jeg behøvede ikke strække mig på tæerne – for han bøjede sig ned. Mod mig. Jeg behøvede ikke at råbe, for han hørte mig, da jeg endnu bare tænkte tanken om hjælp. Han var der inden, jeg vidste af det. Og han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;



Han løftede mig simpelthen op. Alt det jeg stod på, som fik min verden til at gynge og rokke. Alt det jeg troede var sikkert, men som slet ikke var mit – slet ikke var mig. Jeg var fyldt af ord, der ikke var mine, men som var efterabninger af andres succesfulde ord. Ord, jeg gentog igen og igen, for at føle mig sikker. Men det var ikke ordene, der gav mig sikkerhed. Det var dig, Herre. Jeg troede, at jeg kun gik an, fordi jeg forsøgte at være perfekt i andres øjne; men så indså jeg, at du Gud også elsker det uperfekte ved mig. At mine ord gerne må være prøvende, forsøgende og forkerte. At jeg hellere skulle være mig end være en anden. Og at det ikke behøvede at være et skuespil. Jeg gik an lige hvor jeg var, og jeg følte at du satte min fod på klippen, så jeg stod fast.


Jeg kunne igen stå fast. Du satte min fod tilbage i livet. Det levede liv. Og ja her stormer det og blæser. Og jeg kan nogle gange tro, at jeg blæser omkuld, men jeg står på en klippe. Grunden er sikker. Og det skete hverken med fyrværkeri og selfies, eller med syner af dig Gud og med trompetfanfare. Det var mere som en stille fornemmelse af, at, da du lyttede til mig, da tog du ligeså blidt ved hånden. Du fandt mig, da jeg var væk fra mig selv. Du ledte længe nok, og stædigt nok til at finde mig.



Og da du fandt mig lagde du mig en ny sang i munden,
en lovsang til vor Gud.


Du gav mig ord. Du gav mig en ny sang. Ikke en sang om at puste sig op eller være bedre end andre. Men en sang om at være menneske. Være dit elskede menneske. En sang om livet. En sang om din kærlighed.

Og det blev en lovsang til dig.

Amen

Suzanne Brøggers bud på en ny trosbekendelse blev løst højt sammen med den apostolske trosbekendelse. 

Suzanne Brøgger:

JA, vi forsager hjertens gerne djævlen og hans lillesøster, som man fx kan møde i Paris, på hjørnet af rue Mouffetard. Og JA, vi forsager ved samme lejlighed ubevidsthedens fantastiske påfund og fascinerende forklædninger - velvidende at vi dermed risikerer at blive fejede og prydede og som følge deraf - inderligt fortabte.

Men JA, vi tror ganske givet og erfarer uafladeligt, at livet skabes hvert øjeblik, både Natlys, charms og quarks, at der er mere, hvor det kommer fra, og at det overvælder og overgår vores vildeste fantasi.

Og ligesom vi forelsker os i næsten og elsker de nærmeste tror vi simpelt hen på livets lys som vejen og sandheden.

Vi må tro, og derfor tror vi med glæde, at livets barn er undfanget af den ubegrænsede kærlighed og ved den moderlige afmagt født af en piv-åben, himmelråbende, godtroende kvinde i uendelig ømhed.

Og vi tror gerne, at dette barn blev pint og plaget, da vi kender menneskene fra os selv. Og vi tror stensikkert, at han

ulykkeligvis blev slået ihjel og begravet, men at han rejste sig gennem døden, og at kærlighedens stærkeste tegn er livets overvindelse af al død og forrædderi.

Og JA vi tror, at vejen, sandheden og livet regerer og altid vil fortælle os den sidste historie, selvom vi aldrig ved, hvordan den vil ende eller hvordan kærligheden vil vise sig.

For JA, vi tror på kærligheden i mellem os, og at kirken opstår ethvert sted, hvor der viser sig et sandt, uselvisk fællesskab mellem mennesker.

Vi tror på den helt grundløse tilgivelse og på kødets opstandelse, hvad enten det sker i form af et fløjlsblad, frugtkød, en farvet fjer, stribet pels, finner eller vinger. Og vi tror på det evige liv, fordi alt hvad vi husker af hjertet genopstår og lever videre i erindringen, inklusive myrer og molekyler.



Og JA, med al vor passion - godt ude på de 70.000 favne - gør vi det vildeste vovestykke og samler al vores mod i troen på, at livet er stærkere end døden. Nu og hvert øjeblik i løbet af dagen - og også dér, hvor tiden ikke findes. Amen.

Alle Helgens dag 2017

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Sådan er titlen på en bog, som Naja Marie Aidt har skrevet. Det handler om hendes søn Carl, som hun mister ved en frygtelig ulykke, hvor han under en psykose springer ud af et vindue og dør af sine kvæstelser.

Han dør 25 år gammel.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Det er også titlen på et digt, som hun skrev, da Carl var 16 år gammel. Dengang uden at vide, at hun en dag skulle stå ved hans kiste og sige farvel.

Sådan er døden. Det kommer nogle gange u-inviteret og pludseligt. Den kan komme som en ulykke, uden varsel. Den kan komme som et chok. Mens den andre gange kommer ventet, ja nogle gange bliver den ligefrem budt velkommen. Men døden kommer, og den kommer til os alle.

Min gamle faster siger ofte til mig: Vi skylder alle en død.

Jeg forstår godt, hvad hun mener, men jeg tænker, at vi ikke så meget skylder en død, som vi skylder livet at leve det. Vi skal leve, for vi står med dét, som mange af dem, vi følger til graven, har kæmpet for at beholde.

Vi har livet – livet som vi får som en gave. Foræret. Sådan er det med de store ting; dem får vi altid foræret. Livet, kærligheden, børn, venskaber, nåden. Det får vi givet. Det er ikke noget, vi kan tage selv, tigge os til, true os til eller betale os fra. Alt det, der i sidste ende, giver livet værdi, er alt det, som vi får foræret.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Og derfor skal vi også give det videre. Give af det, som vi får. Vi skal dele det med andre.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

I dag fejrer vi Alle helgen. At fejre er et stort ord at bruge om en dag, hvor vi mindes de døde. Men vi kan ikke mindes de døde, uden ikke også at fejre det liv, de har levet, og takke for det, vi har delt med dem.

Derfor fejrer vi Alle Helgen.

Og vi gør det her i efterårsmørket. Og mens bladene mister deres grønne farve og for en stund lyser verden op i røde og gule nuancer, tager mørket til. Dagene bliver kortere og vi lukker os mere og mere inde bag vinduer og døre. Næsten som et symbol på sorgen.

Jeg læste for nylig en facebook opdatering fra en ung kvinde, jeg kender, der har mistet sine forældre, hvor hun skriver, at hun er alene med sin sorg.

Alene. Den følelse af ensomhed med sin sorg, tror jeg mange kender. For når man står i sit sjæls mørke, kan det være uoverskueligt at skulle dele den følelse med andre.

Og vi kan føle at vi står alene med sorgen og savnet.

Men sorg og savn findes kun, fordi der også har været kærlighed. Det er kærlighedens pris, at kærligheden en dag, skal forvandle sig til sorg og savn. Kærligheden bliver hjemløs. Den farer rundt i verden, og kan ikke finde den, der før modtog den.

Så vi kan føle os så alene.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Åh hvad skal man dog give tilbage, når man har lyst til at beholde alt for sig selv. Frygten for at mindet om den afdøde forsvinder. Duften, smilet, stemmen, den særlige fornemmelse man fik i deres selskab. Hvis man taler for meget om det, forsvinder det så?

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Nej, du forsvinder ikke fra mig, hvis jeg taler om dig. Så står du mere levende frem i min hukommelse. Så ærer jeg dig og dit liv.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Jesus siger til os, at vi er saglige, når vi sørger. Salig betyder lykkelig.

Man føler sig ikke lykkelig i sorgen. Man føler sig alene.

Hvem ser vi normalt som lykkelige – er det de smukke, de magtfulde, de rige, sorgløse eller de succesfulde. I al fald ikke os, der sørger.

Men her taler Jesus om dem, der sørger og siger, at de skal blive lykkelige. Ikke fordi de sørger – men fordi Gud møder dem, og vil trøste dem.

Gud vil møde os, hvor vi er. Ikke hvor vi burde være, eller hvor vi gerne ville være; men lige der hvor vi er. Midt i sorgen. Midt i ensomheden. Midt i hverdagen. Der vil han møde os. Vi behøver ikke være dygtige, succesfulde eller sorgløse, for at gå an i Guds rige. Der kan vi komme, som dem vi er.

Saglige er dem, der sørger.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Når mennesker dør, trækker vi alt det frem, som er godt og smukt ved det menneske. Det er det, vi mindes. Vi tænker ikke på skænderierne, de sårende ord, vi tænker ikke på vreden eller irritationen. Vi husker ofte alt det, der hører lyset til.

Men vi glemmer ikke alt det andet, det bare træder i baggrunden. Det er ikke så vigtigt som det andet. Men vi ved jo godt, at vi ikke elsker perfekte mennesker. Vi elsker, fordi vi elsker. Kærligheden kan ikke forklares eller forsvares. Den er bare.

Den er. Og dem vi elsker bliver perfekte for os.

Og kærligheden er helt ind i døden. Vi holder ikke op med at elske.

Det er kærlighedens magt.

Sådan ser Gud os også; men har ser mere end det. Han ser hele os. Vores skrøbelighed, vores sårbarhed, vores længsler, vores dårlige sider – han ser os med ALT hvad vi rummer. Han ser os.

Han ser alt det, vi gemmer og glemmer.

Sådan er Gud.

Men han ser os med kærlighedens øjne, og lukker os ind i sit rige. Han ser os med sin retfærdighed, og den taler altid kærlighedens sprog. Gud elsker ikke perfekte mennesker – han elsker os. Han elsker dig.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

For Gud er en personlig Gud. Han vil ikke have massernes blinde tilbedelse; han vil have dig. Han har kendt dig fra du lå som foster. Og lige meget hvilken vej, du tager i livet, lige meget om du farer vild i livet, eller om du glemmer Gud, så husker han dig.

Låner jeg morgenrødens vinger, og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også der.
Ingen er glemt af Gud.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Vi skal leve med vores sorg, og vores savn. Vi skal leve med det vilkår, at døden er i verden. At dem, vi elsker dør.

Og selvom det til tider kan overmande os, og få os til at vakle, så skal ordet om opstandelsen give os mod. Mod til at leve.

For vi hører, at døden ikke er det sidste, der er at sige om et menneske. Vi hører, at Gud er med os alle dage indtil verdens ende. Han er med os, der endnu skal leve, og han er med de døde.

Vi skal stole på, at Gud favner alle.

Det er hjertesprog. Det kan ikke begribes med logikken; men skal gribes med hjertet. Vi skal mærke, at det er rigtigt, at kærligheden stadig er – trods død.

Naja Marie Aidt skriver:

Har døden taget noget fra dig

så giv det tilbage

giv dét tilbage

som du fik af den døde

da den døde var levende

da den døde var dit hjerte

giv det tilbage til en rose,

et kontinent, en vinterdag,

en dreng der ser dig an

fra hættens mørke



Har døden taget noget fra dig

så giv det tilbage

giv dét tilbage

som du fik af den døde

da I stod i regnen i sneen

i solen og den døde var levende

og vendte sit ansigt mod dig

som ville han spørge om noget

du ikke mere husker og han

havde også glemt det og det er

en evighed

en evighed siden nu

(Naja Marie Aidt, har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, Carls bog, 1. udgave, 1. oplag, Gyldendal 2017, s. 139)

Amen




Kirkebøn:

Gud,

Vi beder for dem, der sørger og dem der savner. Vær med dem med dit nærvær

Vi beder for dem, der er syge og dem, der skal dø. Vær med dem med din kærlighed.

Vi beder for dem, der længes og dem, der mangler. Vær med dem med din tro.

Vi beder for dem, der er bange og dem der er ensomme. Vær med dem med dit håb.

Vi beder for alle dem, der mangler – dem, der lever en skyggetilværelse – dem andre glemmer – åbn vores øjne for hinanden.

Vi beder for din kirke her i Møllevang og over hele jorden.

Vær med os alle – nu og altid.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.