lørdag den 31. marts 2018

Påskedag 2018



”Jesus er opstået.” ”Er han virkelig” hvisker den gamle kone med de gigtplagede hænder til sin nabo, der vender sig mod gadesælgeren, der kom forbi i samme sekund og som siger: ”nej, vel er han ej – han døde, og hans venner har bare svært ved at forstå det”.

Rygterne går. De breder sig som en steppebrand – ude af kontrol, og med vinden som bannerfører. Ord bliver givet fra den ene til den anden, og med det bliver de større, vildere og får hver gang en ny mening med sig.

Den ene tror, og den anden tør ikke. Og midt i det hele står håbet og dirrer. Håbet. Kan det passe, at han er opstået?

Ingen så det ske – opstandelsen. Men da Jesus døde var vi der alle sammen. Vi stod for foden af korset, og hørte ham kalde: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Han døde ikke med smil på læben over udsigten til Paradiset. Han døde i smerte og sorg. Og han døde, mens vi så på. Vi var fulde af afmagt og chok over, at døden er så fysisk og så konkret. Døden kan vi ikke tænke os til.

Enhver der har stået ved et sengeleje og holdt en døende i hånden ved, at døden er fysisk. Det sidste åndedrag, efterfulgt af den sidste udånding. Kroppen der bliver kold, og livet der siver ud. Døden er konkret og legemlig. Så ja, vi var helt med Langfredag. Vi ved, hvad døden er. Vi møder den.

Men lige så meget vi var med Langfredag, lige så lidt er vi med til opstandelsen. Stenen er rullet fra, da kvinderne kommer til gravhulen, og Jesus er der ikke mere. Der er en engel i hvide klæder, der sidder på stenen. Han siger, at Jesus er opstået. Han sætter rygtet i gang om Jesus.

Et rygte vi lever på den dag i dag. Vi lever og dør på ordet om, at opstandelsen også gælder dem, vi kender – også gælder mig.

Men det kan være svært at tro. Første gang jeg selv oplevede et menneske dø foran mig, blev jeg kastet ud i en troskrise. Jeg faldt ned i et mørke, hvor jeg ikke kunne mærke Gud, og hvor ordene om opstandelsen klingede hult. Jeg havde svært ved at tro. Jeg frygtede, at jeg havde ret, og at Gud ikke var til. Jeg frygtede, at der efter døden kun var tomhed og mørke. Jeg kan love jer, at det er en forfærdelig krise at komme ud i – ikke bare som præst, men også som menneske. Jeg var i mørket. Kunne ikke se andet end mørke og tomhed. Uendelig tomhed.

På mange måder var jeg i mellemrummet mellem Langfredag og påskedag. Jeg var der, hvor intet gav mening, og hvor jeg var så uendelig bange for, at Gud havde forladt mig.

Det er hårdt – men det er også livet. At være kristen er ikke det samme som at tro uden tvivl. Livet er fuld af tvivl. At være kristen er heller ikke det samme som stoisk at tage døden som den kommer, eller at være så forhippet på at komme i Paradis, at man ligefrem glæder sig til døden.

Jesus ville ikke selv dø – han bad natten mellem torsdag og fredag om at måtte slippe. Han var bange for at dø.

Livet er at leve også når man er anfægtet, bange, tvivlende og i afmagt. Det er dele af livet – også som kristen.

Og mørket er altså en del af livet, selvom det skræmmer os. For der sker så meget, der er ude af vores kontrol i mørket. Og mørket mødet vi også i evangelierne – særligt til påske. For det er i nattens mørke, at Jesus bliver forrådt og taget til fange. Det er i mørket, at disciplen Peter forråder Jesus tre gange. Og da Jesus dør Langfredag falder der mørke over jorden. Og vi møder også mørket i vores eget liv. Og måske særligt, når døden rammer vores liv.

Men som jeg læste i en bønnebog, jeg sad med den anden dag, og blev særligt opmærksom på var, at det også er i mørket, at englen Gabriel besøger hyrderne en julenat for at fortælle dem, at Jesusbarnet er født.

Det er netop i den mørke nat! Det bliver et symbol på, at Jesus kommer for at lyse op i mørket. For det er sådan med mørket, at det aldrig er helt mørkt.

Kan I huske, da I som børn skulle sove, og ens forældre slukkede lyset. Så lå man i det, der i første omgang var som et bælgravende mørke. Man kunne ikke se en hånd for sig. Men som øjnene vænnede sig lyset, så trådte konturerne langsomt frem, og man kunne igen se skabet, stolen, legetøjet – og det, der før var ukendt og skræmmende, blev igen det rum, man kendte så godt.

Det er et lidt naivt billede på, hvad der er sket med mørket – og hvad opstandelsen gør i vores liv.

For opstandelse er ikke bare en hændelse, vi håber sker med vores døde, men også en hændelse, der lyser tilbage på vores liv.

For ligeså voldsomt mørket kan være, ligeså sikkert er det, at morgenen gryer. Solen vender tilbage. Og det hører vi om i dag. At da det gryede kom Maria Magdalene og den anden Maria til graven. De kommer derud og jorden skælver, og da møder de en engel, der fortæller om opstandelsen.

Og kvinder møder faktisk også Jesus lige efter. Jesus viser sig for nogle få udvalgte indtil sin Himmelfart. I Matthæusevangeliet, som dagens tekst er fra, viser Jesus sig for kvinderne og de 11 disciple.

Det kunne man godt ønske sig – at se den opstandne Kristus. Men opstandelsen handler ikke om beviser; men om mening.

Hver dag siden opstandelsen er mærket af påsken. Opstandelsen lyser på vores liv, for Kristus er med os, og han giver os sit ord på, at hvor du før var svøbt i et tæppe af kold, hård jord, der er det nu Guds kærlige hænder, der holder dig. Han giver dig ikke alt det tilbage du har mistet, men han giver livet mening – både før og efter døden.

Døden er en realitet, men døden har ikke sidste ord. Mørket er brudt. Det er der mening i. Vi er simpelthen lovet, at Gud tager imod os, når døden afskærer os fra hinanden. Det kommer vi ikke til at se før den dag, det bliver os; men vi hører rygtet om det.

Rygter skal man ellers være varsomme med, fordi de så let kan formes som ler i hænderne på dem, der spreder dem. De er sjældent sande.

Men dette rygte er mere end bare et rygte. Det er ord, der er fulde af håb, og som løfter os op, når vi er faldet, åbner vores øjne i mørket, så vi langsomt kan se, at mørket ikke har al magt i verden og vi stadigvæk kan genkende vores liv, og så giver det os troen på livet tilbage.

Så ja, Jesus døde. Han døde og sorgen var massiv. Han døde og håbet forsvandt med ham. Men kun for en tid, fordi han den første dag i ugen, da det gryede, rejste sig fra sit leje og gik i forvejen for os.

Opstandelsen er lige her. Påsken har mærket alle dage. Mørket er brudt. Det er der mening i.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.





Salmevalg:
408: Nu ringer (I)
218: Krist stod op af døde (SL)
233: Jesus lever (FP)
222: opstanden er (EP)
235: Verdens igenfødelse, 236: Påskeblomst (Nadver)
828: Det er påske (U)

torsdag den 29. marts 2018

Skærtorsdag 2018



I fik alle tilbudt at få jeres fødder vasket inden I kom ind i kirken. Jeg skal lige høre – hvor mange af jer, takkede ja til tilbuddet?

Det er noget mærkeligt intimt ved at få sine fødder vasket. Man bliver næsten forlegen, når et menneske, tager fat om ens fødder, og højtideligt og nænsomt bader en. Man oplever virkelig, at det andet menneske tjener en. Og det kan være svært at tage imod.

Det syntes Jesu disciple også, da Jesus bøjede sig ned, og vaskede deres fødder. De blev beklemte.

Vi taler meget i kirken om at skal komme hinanden ved. Vi skal være noget for hinanden, hjælpe hinanden og elske hinanden; men når det kommer til den meget konkrete handling at få vasket sine fødder, så bliver det for meget. Det hænger dels sammen med, at vi mennesker er langt bedre til at give end til at modtage; men det hænger også sammen med, at handlingen faktisk bliver så håndgribelig – ja, nu er der jo ikke noget, der hedder fodgribelig, for så ville det have passet bedre – men det bliver altså så håndgribeligt, at vi vender os væk. Takke nej.

Jesu egne disciple gjorde akkurat det samme. De forsøgte at takke nej, da Jesus bøjede sig ned og ville vaske deres fødder. Det var selvfølgelig også selvsamme mand, som de havde forladt alt i deres liv for at følge. Det var ikke bare en fritidsbeskæftigelse at følge Jesus, men hele deres liv, så meget troede de på det, han sagde og gjorde. Jesus har været en autroitet for dem.

Så ja, det må have været så underligt for dem nu, at se Jesus bøje sig ned, tage fat om deres fødder og vaske dem. Men han gør det. Og det er noget helt særligt ved denne fodvask, for Jesus siger, at vi skal gentage den, ligesom vi skal med nadveren. Fodvaskningen er altså også et ritual, han giver dem. Det er ikke et ritual, som vi bruger så meget i den lutherske kirke, men den katolske gør, for en gang om året vasker paven faktisk sine kardinalers fødder.

Og det gør noget ved et menneske at være den, der vasker. Det gør en mere ydmyg at få lov at tjene et andet menneske ved at vaske deres fødder. Det er svært at fastholde hierarkier, når man vasker et andet menneskes fødder. Egentlig kunne man overveje om alle chefer og ledere en gang om året skal vaske fødderne på alle deres medarbejdere. Jeg tror de alle ville takke nej, netop fordi det vil svække hierarkiet.

Men det er også meningen. At svække hierarkiet og stille mennesker lige. Når vi ser på os selv med Guds øjne, så er det ikke vigtigt om den ene tjener mere end den anden, eller den tredje har mere ansvar på arbejde end den fjerde. Alle forskelle, alle ujævnheder bliver revet væk, og vi står tilbage som mennesker.

Derfor skal vi også lægge særligt mærke til, at det nu er netop Jesus, der bøjer sig ned, og vasker sine disciples fødder. Han stiller sig lige ved siden af dem som menneske, ja tilmed som tjener, og siger til dem, at hvis han ikke får lov at gøre dette for dem, så får ikke lod og del sammen med ham.

Jesu vil noget med os – vil sige os noget vigtigt. Nemlig at for at få del i Guds kærlighed skal vi forstå, at Gud er blevet menneske. Gud er et menneske ligesom os, og det at Gud er menneske, det gør noget ved vores forhold til Gud.

Gud blev menneske med hjerte, lever, nyrer, lunger, hænder, næse, øje, mund og fødder. Han er ligesom os. Han føler smerte, han får ondt i ryggen og hovedet, han græder, bliver vred, råber og elsker. Han gør alt det, som vi også gør. Han er menneske på vores vilkår.

Han er lige med os.

Kristendommen er en fysisk religion, og ikke bare en filosofisk tilgang til livet. Livet skal leves kristen, og ikke bare tænkes.

Derfor skulle I også selv i dag opleve, hvad det gør ved jer, når I får tilbud fodvask ved indgangen. Det bliver så tydeligt, at vi er kroppe, der kan røre ved hinanden og gå hinanden i møde.

Og vi kommer her i kirken skærtorsdag aften for at fylde vores maver, og mærke mæthed. Vi er kommet her for at være nær andre mennesker og mærke at vi sammen.

Joakim Stender, der er præst, siger i en artikel, at det kan være livsfarligt at gå i kirke, fordi man kan få evangeliet ind under huden. Og har man først det, så vil det ændre ens liv. Man vil sætte livet på spil ved at leve det for andre. https://www.kristendom.dk/gud-som-terapeut/stender-gud-er-blevet-b%C3%A5de-feminin-og-terapeut

Og han fortsætter og kritiserer, at mange går i kirke for at få det godt med dem selv – de går ikke i kirke for at få det godt med hverken Gud eller medmennesket. Og mange bliver tilmed irriterede, når der er andre i kirke, for så skal de forholde sig til larm, urolige mennesker og børn der larmer. For som han siger stærkt ironisk: ”Det er enormt forstyrrende at have medmennesker omkring sig, når man skal høre om næstekærligheden.”

Og han har jo ret – hvis vi gør kristendommen til noget, der ikke har med andre mennesker at gøre, så har vi heller ikke med kristendommen at gøre. Kristendommen, eller Gud, binder os til andre. Det kan ikke være anderledes. De besværlige, smaskende, snakkende andre.

Og ene og alene fordi, vi har godt at fællesskaber – fordi vi er skabt til fællesskab. Faktisk er det sådan, at der er lavet undersøgelser af, hvordan vores hjerner reagerer, hvis vi aldrig snakker med et andet menneske, og hjernens kemiske sammensætning ændrer sig, og vi bliver dårligere socialt. Det er en slags mindre skade på hjernen.

Heldigvis behøver man bare ET menneske, der taler til en engang imellem for at undgå det. Det er såmænd nok at komme i kirken en gang om ugen.

Og det er, hvad vi gør her – vi mødes i fællesskab, fordi vi tror, at fællesskabet gør noget ved os. Gør noget for os. Og det kræver helt fysisk af os, at vi tør møde hinandens blik, at vi tør række hånden ud mod en fremmede og sige goddag. Vi behøver altså ikke tilbyde hinanden fodvask, men kan nøjes med at bruge vores fødder til at gå hen mod hinanden. Vi kan mødes, spørge interesseret og blive en del af hinandens liv.

Måske kan vi give os selv den opgave, at vi en gang i løbet af den kommende uge, skal smile til et menneske som vi ikke kender. Altså forsøge at gøre afstanden mellem hinanden mindre. Et lille skridt mod et andet menneske, kan betyde en verden til forskel.

Det kan godt virke provokerende, eller være svært, fordi vi jo også er bange for at blive afvist. Men vi kan jo stille os selv det spørgsmål, om vi ville afvise et menneske, der smilte til os. Næppe. Vi ville nok blive glade og tage i mod det, så mon ikke den fremmede også vil tage imod vores smil?

Og skulle modet svigte, så kan vi altid folde vores hænder, og bede Kristus om at gå med os i mødet med hinanden.

Eller som forfatteren Susanne Heidemann skriver:

Der skal så lidt til

For at skabe glæde

For at give fornyet håb

For at give et varmt smil

For at give et varmt håndtryk

For at vise, at vi har brug for hinanden

For at vise jeg synes godt om dig

For at vi kommer hinanden nærmere



Sådan skriver hun. Der skal så lidt til. Der skal så lidt til af det, der er så vigtigt. Og når afstanden mellem os bliver mindre, når hierarkier falder og vi står foran hinanden, og bare er mennesker, da mærker vi det store, at Gudsriget er kommet os helt nært. Da har vi lod og del sammen med Kristus. Da har vi del i Guds nåde.

Et par fødder, der vender i retningen mod hinanden er nok. Der skal så lidt til.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.






Salmer:
100 Salmer, nr. 860: Vi finder fred i kirken

Når du samler os om bordet - af Holger Lissner

DDS 365: Guds kærlighed ej grænser ved

DDS 321: O Kristelighed i gendigtning

DDS: 787: Du som har tændt



søndag den 25. marts 2018

Palmesøndag 2018







Dette billede hedder: A kiss of life. Livets kys. Det er taget i 1967 af Rocco Morabito. Randall G. Champion arbejdede oppe i ledningerne, og fik et stød, der gav ham hjertestop. Og kun hans sele forhindrede ham i at falde hele vejen ned. Hans kollega J. D. Thompson skyndte sig op til ham, og begyndte at give ham mund til mund. Han kunne ikke give ham hjertemassage, men fortsatte med at give mund til mund indtil han kunne mærke en svag puls, og fik ham derefter ned på jorden, hvorfra Randal G. Champion kom på hospitalet. Og han overlevede.

Livets kys – ja, billedet kunne ikke hedde andet.

Den ene holder den anden sine arme, deroppe under himlen, og trækker vejret for ham. Og på Champions taske ser endda vi aftegningen af et kors. Tilfældigt måske, men for os et symbol på, at vi er de mennesker, der falder i livet, og har brug for, ikke bare hinanden, men brug for Gud – brug for Kristus til at komme og blæse livet, håbet, kærligheden ind i os igen. Ham der holder os fast, så vi ikke falder.

Netop dette billede illustrerer begyndelsen på påsken.

Og det er begyndelsen på påskeugen i dag. Det begynder og ender i jubel og glæde; men derimellem er der vrede, svigt, forråelse, tortur, død, sorg og smerte. Alt det, der er modsætningerne til jubel og glæde.

Og måske derfor kan man også stå med en besk smag i munden i dag, hvor vi hører om indtoget i Jerusalem. Jesus, der rider på et ungt æsel ind i byen, og folkeskarerne hylder ham som konge. De er vilde af begejstring – de er fulde af forventning.

Og hvordan de om få dage vil vende ryggen til ham. Vil kræve at han skal dø, fremfor Barabbas. Alt det ved vi, der sidder her i dag, og derfor kan glæden forekomme forloren og svær at tage del i.

Vi forarges over den ødselhed som folkeskaren viser Jesus. Fordi vi ved, at den ikke holder ved.

Og netop vores reaktion på folkeskarens jubel, er ikke så meget anderledes end disciplenes reaktion på kvinden, vi hører om i evangeliet, da hun går hen til Jesus, og hælder olie over hans hoved. Salver ham.

De bliver også forarget over hendes ødselhed, og kan slet ikke tage del i den hengivelse, hun viser. De synes hun bør handle anderledes, være anderledes.

Vi ved faktisk ikke hvem kvinden er, for hun bliver aldrig præsenteret. Hun kunne være Maria, som vi hører om hun er i de andre evangelier, eller hun kunne være en af gadens piger, der har arbejdet sig til pengene, som hun har købt olien for. Hun kunne være hvem som helst.

Men hun er en kvinde, der kommer med en kostbar olie. Hun har valgt at bruge olien, ikke på sig selv, men på Jesus. Hun hylder Jesus, som også skaren hylder Jesus, da han rider ind i Jerusalem.

De hylder begge deres konge, der kommer til dem på hver deres måde.

Folkemængdens er så fyldt og dirrende med glæde. Jesus kom på et æsel, som konger dengang red på i fredstid – så han kom som deres konge, og viste dem, at nu er fredens tid begyndt.

Og kvidens hyldest er så intim, at vi næsten må rødme af blufærdighed over at være vidne til den. De sidder til bords, da hun kommer ind i huset, skrider hen til Jesus, bryder halsen af alabastakrukken, og hælder olien ud i en tynd stråle over ham. Salvede ham, som man salvede konger dengang. Hun viste dem, at her var deres konge.

Så hvorfor kan sådanne fantastiske begivenheder vække vores forargelse?

Vi forarges over kvinden, fordi hun bruger så umådelig mange penge på noget, der kunne være bedre brugt andetsteds. Vi forarges over, at hun udstiller sig selv og sin kærlighed til Jesus. Vi bliver lidt beklemte ved det, og har mest lyst til at kigge væk. Men kvinden skammer sig ikke, for hun ved, at hun blot giver kærligheden form og handling. Hun gør kærligheden levende og tydelig. Jovist olien er dyr, men det er blot penge. Handlingen er den kostbare. Hun er symbolet på det menneske, der er parat til at slippe alt for at være Gud nær.

Men vi forarges også over folkemængden. Fordi de så let glemmer deres tilbedelse, og vender sig mod Jesus. De burde skamme sig. Men det gør de ikke, for de ved jo ikke, hvad der venter de kommende dage. Lige i øjeblikket er deres konge kommet. Vi kan bedst lide mennesker, der står ved deres ord og deres holdninger. Står ved deres Gud. Men hverken folkemængden eller disciplene stod ved deres Herre. Hver og en krøb de udenom, da øjeblikket kom. Hver og en faldt de ned fra livet. De var hverken konsekvente eller standhaftige.

Men hver og en af dem blev alligevel grebet på trods af Gud. Hver og en af dem fik livets kys af livets Herre, som vi også ser det på billedet.

Gud kan nemlig bruge mennesker, som vi er, og ikke som vi bør være. Gud ved godt, at livet kan være svært, og vi har brug for hjælp. Han søger ikke perfekte troende mennesker – han søger bare mennesker.

Det er nåde. Det er barmhjertighed, som man kun kan finde den hos Gud. Gud finder vej til dem, der ikke fortjener det, dem der er forlorne, dem der er inkonsekvente og fortabte. Dem finder ham, og dem griber han. Hvem skulle han ellers gribe?

Palmesøndag er dagen for vores reaktion på Jesu komme. En dag fyldt med forventning, spænding, glæde, hengivenhed og kærlighed. Vi kender ikke dagen i morgen, og vi kender ikke vores egne svigt. Vi kan sværge, at vi altid vil gøre det gode, men vi ved ikke om vi kan holde ord. Og da er det, at vi hører, at når vi svigter, så bliver vi grebet alligevel. Når vores hjerter i overført betydning stopper med at banke for andre, og vi forarges over andre, svigter dem eller forråder dem, da bliver vi grebet, holdt fast og får livets kys indtil Gud igen kan mærke vores puls.

Vi er grebet.

Det er påskens budskab og påskens pant. Det er ordene, vi kan gå ind i påskens mørke med, velvidende at lyset venter på os i fremtiden.

Vi er grebet – vi får livets kys.




"Du som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng." DDS 192




Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.






Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...